Cyprian Kamil Norwid – Chopins klaver

La musique est une chose étrange! ------------- 1 Byron ++++++++++++++++++++++++++++++++++ L’art? ... - c’est l’art - et puis, voilà tout. -------- 2 Béranger

I

Jeg var hos dig i disse næstsidste dages
uudgrundelige forløb – –
– med mytens fylde,
blege som daggryet,
– hvor livets slutning hvisker til begyndelsen:
”Jeg vil ikke gøre noget ved dig – nej! – Jeg vil fremhæve dig! …”

II

Jeg var hos dig i disse næstsidste dage,
hvor du – mere og mere – kom til at minde om –
Orfeus’ forladte lyre,
hvor strengkraften kulminerer i sangen
og de fire strenge taler med hinanden,
anslår hinanden,
to og to – to og to –
i stille murren:
”Var det ham, der begyndte
at slå tonen an? …
En sådan mester! … der spiller … skønt han slår fra? …”

III

Jeg var hos dig i de dage, Frederik!
Hvor din hånd … med sin alabasthvidhed
– sit greb – sin elegance
– og sine strudsefjerberøringer
– i mine øjne blandede sig
med klaviaturets elfenben …
og du var som hin skikkelse,
der af mejslen,
som hamret,
blev taget af marmorets skød,
du, den evige Pygmalions ånd!

IV

Og i det, du spillede – og hvad? sagde tonen
– og hvad? vil den sige,
skønt genlydene lægger sig anderledes,
end da du med Din egen hånd
selv velsignede alle akkorder –
Og i det, du spillede, var en enkelhed
og perfektion som hos Perikles,
som den gamle perfektion, hvis Dyd,
da den gik ind i landsbyens lærketræshus,
sagde til sig selv:
“Jeg blev genfødt i Himmelen,
og døren – blev som en harpe for mig,
et ordensbånd – en sti …
Hostien – ser jeg gennem det blege korn …
Immanuel bor allerede
på Tabor!”.

V

Og dér var Polen, taget fra højdepunktet
af alle historiens fuldkommenheder
ved regnbuens henrykkelse – –
Polen – de forvandlede hjulmageres Polen!
Helt det samme,
guld-bi! …
(Jeg ville kunne kende det helt ude ved livets grænser …).

VI

Og se – sangen er slut – og jeg ser Dig
ikke mere – hører – bare:
Hvad? … som børns skænderi – –
– og tangenterne trættes stadig
om den uudsungne lyst:
skubber stille til hinanden
otte og otte – fem og fem –
og murrer: ”Er han begyndt at spille?
Eller skubber han os til side?? …”.

VII

O du, som er kærlighedens profil.
Du, hvis navn er opfyldelse;
– i kunsten kaldes det Stil,
der gennemtrænger sangen, former stenene …
O! Du – som i Historien kaldes Æra,
hvor historien intet zenit har,
er du Ånd og Bogstav i ét
og ”consummatum est” 3 –
O! Du – fuldkommen-opfyldelse,
hvad er overhovedet … dit tegn … og hvor? …
i Fidias i David, eller i Chopin, –
eller i en scene af Eischylos.
Det er altid – MANGELEN – der hævner sig på dig!
– Klodens skamplet – mangelfuldhed:
Opfyldelsen? … den smerter ham! …
Han – vil hellere begynde,
og hele tiden skubbe – forskuddet – foran sig.
– Akset? … modent, som en gylden komet,
vinden bevæger det knapt,
en regn af hvedekorn drysser ned,
fuldkommenheden spreder den …

VIII

Se her – se, Frederik! Det er er Warszawa:
underligt tydelig
under den blussende stjerne – –
– Se orglet i kirken; se! Din rede:
Og patricierhusene, gamle
som Publica-Res,
pladsernes brolægninger er døve og grå
og i skyen Zygmunts sværd.

IX

Se! … i stræder og gyder
løber kaukasiske heste
som svaler før en storm,
foran deres regimenter
hundrede herhundrede dér – –
– Et hus brød i brand – den døde ud –
blussede op igen – – og der ved muren
ser jeg sørgende enkers pander
under geværkolbers slag – –
Og jeg ser igen, skønt blændet af røg,
hvordan man gennem en søjlegang
bærer noget, der ligner en ligkiste …
nu faldt det … faldt … – Dit klaver!

X

Det! … der forkyndte Polen, taget
fra historiens fuldkommenheders top
ved henrykkelsens hymne,
Polen – de forvandlede hjulmageres Polen;
det – faldt selv – på stenbroens granit!
– Og se: hvordan menneskets hæderlige tanke,
mennesket skrubbet af folks vrede,
eller se – fra evig tid
alt, hvad der vækker!
Og se, hvordan det – som Orfeus’ legeme –
sønderrives af tusind krucifikser,
og hvert af dem skriger: ”Det var ikke mig! …”.

Ikke mig!” – med knasende tænder.

Men Du – men jeg? Lad os anslå dommens sang,
idet vi råber: ”Glæd dig, du sene barnebarn!
De stumme sten – stønnede:
Idealet – ramte stenbroen – -”.

Oversat af Bent Christensen

IP 114-115 2021
______________________________________
1 “Musikken er en usædvanlig ting”.
2 “Kunsten? – det er kunsten og – det er det hele.
3 Latin, det er fuldbragt, jf. Joh 19,30.

 

.

Udostępnij artykuł:

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter

Warto przeczytać

Jarosław Iwaszkiewicz w Danii

– Wybieram się na pewien czas do Danii.

– Do Danii?

Tak. Obiecuję sobie dużo dobrego po tej podróży. Tylko przypadkiem nigdy tam nie dotarłem, choć w ciągu całej młodości byłem tak blisko granicy, a jednak od dawna znałem i kochałem ten kraj. Musiałem odziedziczyć tę skłonność północną po ojcu, gdyż matka moja wolała właściwie bellezzę, o ile wszystko nie było jej obojętne…

Thomas Mann, „Tonio Kröger”

Lolland-Falster

Na południe od Zelandii leżą wyspy Lolland i Falster. Oddzielone wąskim pasmem morskim (Guldborgsund), od dawna połączone mostami, stanowią jakby jedną całość…

5 maja 1945 r. Klintholm Havn

W dniu wyzwolenia Danii spod niemieckiej okupacji, 5 maja 1945 roku, do nabrzeża w małym duńskim porcie Klintholm Havn przybiła barka węglowa „Breslau” z 370 bliskimi śmierci głodowej więźniami niemieckiego obozu koncentracyjnego Stutthof.