Frihed på polsk: Leopold Tyrmand

Man træffer ham, hvor lyset er sparsomt, men lydene desmere uforsonlige og åbenlyst udtalte. I Polens intellektuelle ungdoms kliker, hvor jazzen er den sang, der forbinder følelser og løser ansigter op. Hvor ansigter, stenhårdt gemt bag solbriller og misforstået modernitet, bliver levende, smukke. Og viljen får stemme - og elasticitet.

Leopold Tyrmand ligner også en maske med solbriller. Tæt, ret lav skikkelse, men velklædt, elegant. Han bevæger sig i en hastig gangart, så man hele tiden har fornemmelse af. at han er på vej til noget – noget betydningsfuldt, som kun han kan udrette. Det samme indtryk får man, når man taler med ham. Hans tid er knap, han har ting for. Men det er aldrig banale høflighedsfraser, han meddeler én – han siger noget, ellers tier han vist hellere. Og hans håndtryk tager man ikke fejl af. Han har ikke tid til at være åndsfraværende, uopmærksom. Han er i al enkelhed – intens.

Han er fremme i frontlinjen, hvor polske tanker i disse år rører sig. Hos studenterne, jazzmusikerne, filmfolkene. Han nyder samme popularitet som den unge skuespiller Cybulski (Aske og diamanter), der med sin flagrende, nervøse, men stærkt aktive følsomhed opfattes som et frihedsfølelsens symbol. Den midaldrende forfatter Tyrmand med sin usvigelige fasthed er et andet center i de unge intellektuelles cirkler.

Der er respekt om ham, hvor han færdes. Måske ikke mindst fordi de statslige kulturautoriteter har ham i deres sorte bog. Hans pas er inddraget, som det hedder. Officielt er der ingen grund. I Polen er der sjældent en officiel grund til at inddrage en borgers pas. Et pas er forresten ikke hvermands eje. Det er for eksempel noget, man kan gøre sig fortjent til, hvis man er artig – eller især hvis man skal repræsentere Polen på et neutralt felt. Men det er i hvert fald ikke noget, man bare har ret til. Og hvis et udstedt pas inddrages – ja, så betyder det, at man måske skulle tænke sig lidt om. Den uofficielle grund kender enhver polsk student. Tyrmands succes er uønsket. Hans bøger rører ved følelser, som er brandfarlige.

Tyrmands kendteste værk. den store roman Zły (1955), er med succes udkommet i de fleste vesteuropæiske lande (herhjemme med undertitlen Den onde mand). Den blev modtaget med stormende begejstring af Polens ungdom og solgt i over hundrede tusind eksemplarer. Der er stadig stor efterspørgsel på den, og den handles privat til overpris, erfarede jeg, da jeg sidst var i Warszawa. Men den trykkes ikke op, for regeringen synes, at det kan være nok. Trykketilladelse til nye oplag gives ikke.

„Zły er ikke baseret på realitet,” fortalte dens forfatter mig. „Den er skrevet på en inspiration, der ligner en drøm. Det er en street ballad, fortrinsvis skrevet i Warszawa-slang, hvilket antagelig er den vigtigste årsag til dens popularitet… ”

Zły handler om Warszawas underverden, det er en stærkt dramatisk historie. Men først og sidst handler den om det gamle Warszawa, skønheden og lidenskaben i byen, som blev knust. Den fortæller om ondskab og kriminalitet, men den kalder det gode frem i enhver helblods warszawianer. Han vil gerne mindes sin by, som den var.

I 1957 skrev Tyrmand en ny bog, Syv lange rejser. Den består af syv episoder, og i den forbindelse skal det måske bemærkes, at Andrzej Munk samme år drejede sin berømte revsende episode-film Eroica, der går i rette med polske helte.

Alle episoderne i Syv lange rejser foregår i 1949, „de lukkede døres år”, som han selv kalder det. I 1949 kom den første seksårsplan, og folket blev bastet og bundet. Ingen fik lov til at foretage rejser, ingen fik lov til noget som helst. En mand, som ønsker at flygte fra Polen, forelsker sig i en pige i en baltisk havneby, og der finder dramatiske ting sted. En af bogens hovedpersoner er en dansk skipper ved navn Bent Hauge.

Denne bog blev Tyrmand et endnu større smertensbarn end Zły. Efter succesen med Zły var Syv lange rejser imødeset med stor interesse i Polen, og et forlag havde købt den, allerede inden den var færdigskrevet. De havde allerede trykt den, og den lå klar til udgivelse, da regeringen besluttede at konfiskere den. Den officielle årsag var anklage for pornografi. Den uofficielle blev igen studenternes samtaleemne.

Men inden Tyrmands pas blev inddraget, var han på rejse i England, og manuskriptet var med i kufferten. Det var heller ikke svært for ham at sælge det, og The Seven Long Voyages udkom i London sidste år. Det var den polske regering selvfølgelig ikke begejstret for at erfare, og Tyrmand kom til at stå skoleret for kulturministeriet efter hjemkomsten. Han gik imidlertid ind på ministeriets forslag om at stryge visse passager i teksten, og nu er konfiskationen ophævet.

Alligevel udkommer bogen ikke i Polen. Den officielle kulturs tilhængere siger, at intet forlag ønsker at udgive den, fordi den er umoralsk, men der er ikke mange, som tror på den begrundelse. Forlagene har ikke mod til at trodse regeringens temmelig utilslørede mening om værket.

Hvad siger nu den polske forfatterforening til al denne postyr? Det er en kendt sag, at den polske forfatterforening er den mest frisindede og mest uafhængige i hele Østblokken. Man erindrer endnu dens skarpe reaktion på de sovjetiske kollegers fordømmelse af Nobelpristageren Pasternak.

„Vi kan intet gøre.” sagde en anden kendt polsk forfatter til mig. „Der er jo ingen grund til, at vi alle får vore bøger konfiskeret. Men Tyrmand er ikke alene om sin skæbne. Der er adskillige uafhængige forfattere, som ikke har mulighed for at få deres bøger publiceret… ”

Selv siger Tyrmand: „Der hersker alligevel et helt andet klima i Polen end i de andre Østblokstater. Vi har det meget frit sammenlignet med vore kolleger i for eksempel Tjekkoslovakiet. Enhver kan, som vi i øjeblikket gør, sidde frit i en offentlig café og tale om de politiske forhold. Vi er helt klar over, at vi har fordele – og vi skal passe så meget desto mere på end de andre for at beholde dem. Vinden skulle nødig blive koldere … ”

– Har filmfolkene frie hænder?
„Forfatterne og filmfolkene har mindre frihed end komponisterne og malerne. Sådan må man stille det op. Og det forstår man jo godt. Propagandaeffekten er mere direkte i film og bøger end i koncertsalen og på lærredet.”

– Men den polske oktoberrevolution i 1956 startede omkring en udstilling af abstrakte malere, siger man?
„Ja, og det gav stødet til, at regeringen ligesom indså, at kravene om frihed i kunsten måtte imødekommes. I hvert fald til en vis grad.”

Vi sidder på en café i Warszawas centrum og taler længe over et par kopper stærkg kaffe med kage til. Der er smukke kakler på væggene, og| man sidder bekvemt ved små borde. Leopold Tyrmand hentede mig pa mit hotel og kørte mig herhen i sin Fiat 600. Han havde et par timer til sin rådighed, sagde han, og da han havde en vis tilknytning til Danmark…

Den sidste bemærkning gjorde mig ikke så lidt nysgerrig.
„Her tager jeg ofte min kaffe,” siger han pludselig på klingende norsk! „Ja, jeg taler lite norsk, og jeg læser dansk …” Og så fortsatte han på engelsk: „Jo, jeg har en god hukommelse. Min agent sendte mig anmeldelser af Zły, og jeg husker godt Deres blads anmeldelse. Jo, jo … De kan hilse anmelderen og sige, at jeg forstod meningen med det, han skrev, men han har nok forstået mindre af meningen med min bog … ”

Og så kom forklaringen på hans norske og danske sprogkundskaber: Som tvangssømand på et tysk skib kom Tyrmand til Norge et år før krigen sluttede. Han hoppede af og blev straks impliceret i en illegal gruppe og i Røde Kors. Da krigen sluttede, forblev han i Røde Kors-arbejdet i Oslo. Senere kom han til København som presseattache ved den polske ambassade, og han var her et halvt år. Det var i ’45.

„Vi havde kontor i Hotel d’Angleterre,” fortæller han. „København er en vidunderlig by. Jeg har danske venner, som jeg stadig korresponderer med. Det var dengang, der var så megen tale om mulighederne for internationalt samarbejde. Vi havde alle sammen tillid til, at tingene skulle udvikle sig fornuftigt.”

„I dag finder jeg kun hos ungdommen bekræftelse på. at det sunde væv i menneskeheden stadig er stærkt. Gennem mit arbejde med jazzen i dens forbudte år kom jeg i nær kontakt med polsk ungdom, som har mod og optimisme, og jeg er stolt over at kunne sige, at jeg nyder anseelse hos de unge. Ungdommen kender ingen grænser og ingen kompromiser, og jeg kan forsikre Dem for, at ungdommen er ét folk – den tænker og føler på samme måde på begge sider af jerntæppet…”

Jørgen Leth

IP 108-109 2020

(uddrag af Jørgen Leths bog „Kunsten at gå på gaden. Tekster fra tresserne”, Gyldendal, 2012)

Udostępnij artykuł:

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter

Warto przeczytać

Wręczenie nagród im. Macieja Płażyńskiego dla dziennikarzy i mediów służących Polonii za rok 2021.

18 września 2021 r. w Muzeum Emigracji w Gdyni wręczono nagrody im. Macieja Płażyńskiego dla dziennikarzy i mediów służących Polonii. W kategorii „Redakcja medium polonijnego” nagrodę otrzymała redakcja kwartalnika społeczno-kulturalnego „Informator Polski” z Danii za wysoki poziom merytoryczny publikowanych treści. Laudację wygłosił członek jury Jarosław Gugała, Polsat. Nagrodę na ręce redaktora naczelnego „Informatora Polskiego” Romana Śmigielskiego wręczyli: Agnieszka Kapała-Sokalska, członkini zarządu województwa pomorskiego oraz Jarosław Gugała.

Cyprian Kamil Norwid – CHOPINS KLAVER

La musique est une chose étrange! ————- 1
Byron
++++++++++++++++++++++++++++++++++

L’art? … – c’est l’art – et puis, voilà tout. ——– 2
Béranger