Roman Miedziangora – In Memoriam

Den 13. februar 2022 døde Roman Miedzianogora, en fremtrædende pædagog og underviser for polsk ungdom i Danmark, grundlægger og formand for Polsk Oplysningsforbund i Danmark, en af initiativtagerne til Forbundet af Polske og Polsk-Danske foreninger i Danmark.

Roman var af polsk-jødisk slægt. Hans familie var en del af de jøder, som efter det Mauriske riges fald, blev fordrevet af Spanien og slog sig ned i de lande i Europa, som bød dem velkommen. Det gjorde Holland og Polen og i Polen måtte jøder, i modsætning til mange andre lande, købe og eje jord og fast ejendom.

Romans forfædre blev jordbesiddere og med tiden godsejere og drev skovbrug og savværker i Polen. På et tidspunkt tog de navnet Miedziangóra efter den landsby hvor deres jord lå, og som betyder Kobberbjerg på dansk.

Krigens skygger

Det var her, at Roman den 2. maj 1939 kom til verden som søn af Leon og Maria. Men i 1930’erne var nazismens mørke skyer trukket sammen over Europa og Tysklands invasion af Polen den 1. september 1939 blev startskuddet til anden verdenskrig. Polen var i klemme mellem to store magter, Tyskland i vest og Sovjetunionen i øst, som på det tidspunkt havde indgået en ikke-angrebspagt, og Sovjetunionen angreb også Polen 17. september 1939, hvorefter de to lande delte Polen imellem sig.

Da Tyskland invaderede Polen besluttede Leon sig for at tage mod øst, væk fra tyskerne, fordi russerne var det mindste af de to onder. De forlod deres hjem og drog mod øst. De blev interneret i arbejdslejre af russerne. Transporten til lejrene var ikke luksuriøs, tvært i mod, det var kreaturvogne, som blev anvendt. Ombord på toget var sammen med familien Miedzianogora en skovingeniør, som blev syg og døde undervejs. Leon var snarrådig, han indså at russerne havde brug for ingeniørkunst og han tog hans titel, og det var klogt.

Familien endte i en landsby i Uralbjergene, hvor der var arbejdslejre, og hvor mange forskellige folkeslag arbejde med at drive skovbrug.

Flygtningebarn i Ural

At Leon kunne arbejde med træ skaffede den lille familie nogle privilegier i lejren. Maria, Leon og lille Roman, som på det tidspunkt var 6 måneder gammel, fik deres egen hytte og Leon fik betroede opgaver. Han havde god forstand på skovbrug fra familiens savværk i Polen.

Det var en ussel hverdag for beboerne i landsbyen. Alle de mange tvangsforflyttede familier sultede og de lokale russere vogtede over deres mad. Ingen ville dele noget med jøderne – undtagen et folkeslag, Krim tatarerne. De var muslimer og blev, ligesom alle andre ikke-russiske folkeslag, ofre for Stalins deportationer – men de delte det lidt de havde.

De første år med traumer, slut og ulighed formede mange af Romans værdier i livet. Hans insisteren på retfærdighed og fairness, hans store sympati og plads for dem som manglede eller var udenfor samfundets etablerede normer, og især madens store betydning.

Der gik nogle år og familien klarede sig igennem trods sult, sygdom og kulde. En dag, da Leons sjak var på arbejde i skoven, lød der et råb: ”Der er en dreng som er ved at drukne i floden”. Leon tænkte: ”Det er nok Roman som igen leger ved floden, jeg må redde ham”.

Resolut tog han arbejdslederens hest, som stod bundet lige ved arbejdspladsen og galoperede til floden. Leon var en god rytter og det gik stærkt. Ud i floden og redde barnet – som viste sig ikke at være Roman, men derimod arbejdslederens søn.

Leon blev ikke straffet for tyveri af hesten – tværtimod blev han belønnet fyrsteligt. Han fik en russisk medalje for heltemod og familien fik en gris i belønning. Tænk sig, en gris. I en lejr, hvor alle sultede konstant.

Grisen skulle slagtes, men Roman og hans mor kunne ikke nænne det, så grisen fik en rød sløjfe om halsen og blev Romans kæledyr, som fulgte ham i hælene, overalt i lejren. Desværre for grisen, så havde mor Maria et meget veludviklet hygiejne-gen, så hun vaskede og skrubbede grisen ren hver dag, når de kom ind. Og den arme gris blev bogstaveligt talt vasket ihjel. Den blev syg og døde.

Overflod i Odessa

Da Roman var 6 år, blev familien deporteret igen. De kom til Odessa ved Sortehavet, hvor Roman, for første gang i sit liv, oplevede en hverdag varme og nok mad. Roman, som på det tidspunkt var svækket og syg, så for første gang i sit liv tomater. ”Hvad er det for nogle røde æbler?” – spurgte han sin mor. I Odessa var der meget mad, så Roman fik lov til at spise en hel spand friske tomater. Næste dag var han frisk – og oplevelsen gav Roman hans tro på mad som den bedste medicin mod enhver sygdom.

Familien nød godt af overflod, men oplevelserne fra Romans opvækst – med at være udstødt, sulte, ikke at have mad nok – havde sat sine spor. Det sad dybt i Roman gennem hele hans liv. Hvis hans børn, Dariusz eller Sofia, hostede og var syge – så stod Roman der straks med suppe eller noget andet mad, som de skulle have. Man måtte bare ikke sulte.

Hjemme i Polen

Krigen sluttede i 1945, og i 1948, vendte familien tilbage til Polen. Roman var da 9 år gammel, og oplevede endnu engang at blive revet væk fra det han kendte og komme til et nyt sted. Familien kom til Jawor i det sydvestlige Polen. Polen var nu underlagt østblokken, og Leon fik, takket være sin medalje og sin indsats i Sovjetunionen, en betroet stilling.

I 1953 døde Stalin, og som resultat af magtskiftet skete der også en udrensning i Polen 1956. Leon, som gennem sine kontakter ofte hørte om hvem der skulle i forhør, advarede så mange som han kunne. Han hjalp mange mennesker i Jawor, som den dag i dag husker hans indsats. Men Leon blev selv stukket, og dømt for misbrug af partiets ejendom, vist nok en bil som han havde kørt en tur for meget i. En bagatel, som kostede ham 3 år i fængsel. Roman var på det tidspunkt 17 år.

Roman var i den periode temmelig uregerlig og utilpasset. Han stod ofte i opposition til autoriteter, ikke mindst sin far Leon. Men Roman var temmelig forkælet og var en ganske privilegeret ung mand.

Roman kørte på scooter, gik i smart tøj, og fyrede den af. Der var fest og farver i den unge mands liv og han var efter sigende meget glad for piger.

Han skulle ikke være medlem af noget parti og det lykkedes også for ham at blive smidt ud af 2. G i gymnasiet. Han var noget af en ballademager.

Han kom senere tilbage i skolen på et studenterkursus og fik til sidst sin eksamen.

Drømmeren Roman

Roman var op igennem livet en drømmer, også som ung mand og han drømte om mange ting: Han ville være gøgler og cirkusartist og så skuespiller. Han øvede teater og dramatik. Det varede indtil hans første rolle i et rigtigt scenestykke. Rollen bestod i at Roman skulle trække en ged ind på scenen, være der i et minut og derefter trække geden ud igen. Så ville han ikke være skuespiller mere.

Han drømte om at blive bokser og trænede ihærdigt. Det gik godt og han vandt de første 15 kampe i sin karriere som bokser. Indtil en dag han mødte en ældre erfaren bokser som lammetævede ham igennem 3 omgange, for til sidst at knockoute ham. Så blev boksningen droppet.

Roman prøvede også kræfter som elektriker, det var sagen at arbejde med installationer og strømforsyning. Roman kom i lære. Indtil han en dag fik et ordentligt stød, som gjorde av. Så skulle han ikke være elektriker mere.

I mellemtiden var hans far Leon igen steget op i graderne. Leon blev direktør for en stor slagterifabrik og Roman skulle jo have et eller andet at lave ovenpå sine mange mislykkede eventyr, så han blev sælger af kød og kødprodukter. Alle sådanne handler blev indgået ved mundtlige aftaler og en aftale bekræfter man naturligvis ved at drikke skål – helst i et tandglas fyldt med lunken vodka. Roman fik rigeligt med vodka og det udviklede sig til lidt af et problem, som han dog fik styr på før han fyldte 30, i 1967.

Leon, Romans far

Familie, barn og udrensning

Familien boede nu i Wrocław, og Roman mødte en pige, som han blev gode venner med. Hun hed Elżbieta, og efter de havde kendt hinanden i nogle år, flyttede de sammen og blev gift i 1965. Og den 27. oktober 1965 kom Dariusz til verden. Det var en stor glæde for den samlede familie, og Roman var stolt.

Men glæden varede kun kort tid, før der igen trak mørke skyer ind over Romans liv. I 1968 startede det kommunistiske styre en udrensning af jøderne i Polen. De fik skyld for krise og sult, blev anklaget for forræderi ved skueprocesser, og endte med at blive gjort statsløse i 1969. Familien fik blot 10 dage til at forlade landet. Mange jøder tog til Israel, men det var ikke en mulighed for Roman. Elżbieta var af katolske slægt og derfor valgte Roman, Elżbieta og Dariusz ikke at tage til Israel. Ganske få lande tog imod jøderne dengang. Danmark var et af dem og de kom til København, og blev indlogeret på Pension Øst den første tid.

Som en ekstra grusom finesse i forvisningen, forbød det kommunistiske styre jøderne at medbringe noget som helst historisk materiale og dokumentation fra deres liv i Polen, når de rejste ud. Ingen fotos, film, arvesmykker eller artefakter. Hele familien Miedzianogóras historie måtte blive i Wrocław. Senere lykkedes det Elżbietas familie at medtage nogle få billeder og dokumenter, når de besøgte familien i Danmark. Med resten gik tabt.

Rejsen til Danmark

Der var 3.400 polske jøder som kom til Danmark i 1969 og de blev taget vel i mod. ”I Danmark redder vi jøder” – sådan var selvforståelsen efter 2. verdenskrig hvor de danske jøder blev sejlet til Sverige og reddet.

For Roman var oplevelsen et chok. Endnu engang blev han smidt ud, tvunget til at rejse. Det var som at blive mindet om hvad hans forældre havde oplevet da han var barn – traumet blev givet videre til Roman nu. Han fortalte senere om rejsen til Danmark – og om hvordan han kiggede på sin familie og hele natten spekulerede: ”Hvordan skal jeg dog kunne passe på jer alle sammen? Hvad går vi ind til? Hvad skal der sker?”. Han fortalte ofte til Dariusz og Sofia, at han håbede de ville være den sidste generation der skulle opleve at blive tvunget til at flygte, blot fordi de er jøder. Og dette formede også en af Romans leveregler som han gav videre til sine børn: ”Blot fordi andre siger I hører til her, så husk at før eller siden vil I blive set som jøder. I er ikke polakker, I er ikke danskere – I er og først fremmest mennesker”.

Efter et halv år på Pensionat Øst, kom Roman og hans familie til Hørsholm og fik en bolig der i Hørsholm Park. Der var en besøgsfamilie, som tog sig af dem i Hørsholm. Den lokale Lions Club spillede en stor rolle.

Og familien kom i arbejde: Leon som efterhånden var en ældre herre, kom til Thorups herretøjsmagasin på Nørrebro som ekspedient. Elżbieta lærte dansk i en børnehave og efter to år fik arbejde som lærer på en skole for børn med særlige behov for støtte. Roman fik arbejde og blev siden værkfører på en virksomhed, som producerede blomsterposer.

I 1975 fik Roman og hans familie dansk statsborgerskab, og kunne nu kalde sig danskere.

Kulturforskelle

Det var ikke altid let for Roman at begå sig i Danmark. Der var mange forskelle, ikke mindst med maden. Maden var uden smag, sildene var for søde, ikke salte nok, synes Roman. lige som så mange andre polakker. Men værst var brødet. Sort brød er noget man serverer for fanger i fængsel i Polen. I Danmark hed det rugbrød og spillede en central rolle på frokostborde og i madpakkerne. Føj.

Og der var forskelle på dansk og polsk kultur og måder at omgås på. I Polen dumper man bare ind hos hinanden. Så bliver der sat ekstra tallerkner på bordet og kogt noget mere mad og så spiser man med. Hvis man endelig laver en aftale, så der det sådan ”ved aftenstid” eller ”i morgen eftermiddag” agtigt og så kommer man dumpende som det nu passer sig.

I Danmark aftaler man kl. 18 til middag – og så kommer man kl. 18. Der skete nogle gange, at hele familien Miedzianogora stod foran deres besøgsfamilie ved spisetid, uanmeldte. Smilene var lidt anstrengte hos besøgsfamilien, men de var tålmodige og venlige, og fik forklaret Roman hvordan man gør i Danmark. Selvom Roman ikke altid huskede det der med punktlighed.

Men det gik da og med tiden blev kanterne slebet af, familien lærte at tale dansk, faldt på plads i det danske samfund, og Roman engagerede sig i sit nye liv.

I november 1971 kom Sofia til verden og blev fars pige fra starten. De blev to alen ud af samme stykke, kunne skændes så det bragede, råbte højt begge to – men det blev aldrig alvorligt. De elskede hinanden. Roman lærte Sofia, at ingen mand, nation eller religion skal bestemme over hende og hvad hun må eller ikke må. Han lærte hende at bokse så hun kunne slå igennem hvis nogen truede hende og hvert år, den 8. marts, på kvindernes kampdag, ønskede han hende tillykke. Da Sofia var 8-9 år gammel, blev hun mobbet i skolen. Hun blev kaldt hvidløg, jøde og andre mindre pæne ting og hun blev grebet af fortvivlelse: for hun hørte jo ikke rigtig hjemme nogen steder. Hun var hverken polsk eller jøde og hun var heller ikke rigtig dansker og hun var ked af det. Så sagde Roman til hende: ”Du er Europæer og du er et menneske. Du behøves intet andet. Stol på dig selv som et menneske”.

Stort hjerte og iværksætterlyst

Roman var som sagt blevet værkfører på plastposefabrikken og her viste hans store sociale hjerte for de skæve og utilpassede sig for alvor. Han ansatte de unge rødder og rockere på fabrikken, gav dem en chance. Han var ikke bange for dem, han var meget tydelig og stillede krav. De skulle komme til tiden ellers var det ud. De unge fik respekt og nogle gange skete det, at de værste rødder i Hørsholm stjal en knallert tidligt om morgenen for at kunne være på fabrikken til tiden. 15 minutter efter ankom politiet til fabrikken – de lokale rødder havde fast gang på den lokale politistation – men Roman fik dem til at nøjes med at tage knallerten og lade rødderne passe arbejdet.

Da Roman en dag var i det lokale Midtpunkt med Dariusz og Sofia, blev han mødt af nogle store, tatoverede typer med rygmærker, som gik hen til Roman. Det var rødderne som nu var blevet ældre, men de var taknemmelige og fortalte Roman at ”hvis der er nogen som truer dine børn, så sig det til os, så får de med os at bestille”.

I 1980 lukkede fabrikken, og Roman blev arbejdsløs. Den første tid var hård, og Roman, som ikke havde en uddannelse, kunne ikke finde arbejde. Men så startede Romans iværksættertid. Han blev selvstændig og prøvede mange forskellige ting af: han eksporterede kondomer fra Danmark til Polen, hentede tørklosetter fra Norge, importerede urtete og medicin fra Polen til Danmark, han rådgav om investeringer i Polen, det fortsatte senere for Accumulator Invest og Klaus Riskjær. Han åbnede og drev Galleri Petit i Hørsholm som udstillede lokale kunstnere og meget andet.

Der var ingen grænser for hvad han skulle prøve af. Hans evne til at skabe kontakt gjorde, at han bragede igennem murene og skabte relationer til mennesker af alle slags. Men hans forretningssans og evner til at omsætte de mange ideer til en solid virksomhed med indtjening, var desværre knap så fremtrædende.

Lærer og modersmål undervisning

Roman begyndte han at læse til lærer i slutningen af 1980’erne. Og han begyndte at kæmpe for at Københavns Kommune skulle tilbyde modersmålsundervisning, ikke alene til børn af polske forældre, men til alle slags etniciteter og kulturer.
På det tidspunkt var der vedtaget en EU lov, som gav børn ret til at blive undervist i deres modersmål, men Københavns Kommune var ikke meget for det. Men Roman kæmpede videre, og da han blev færdiguddannet som lærer, blev han selv ansat i Københavns Kommune, hvor han siden blev leder for modersmålsundervisningen.

Ægteskab med Marysia

I 1998 valgte Elżbieta og Roman at blive skilt. Ganske udramatisk og de forblev bedste venner og kunne ses resten af livet. Roman fandt sammen med Marysia, som han havde lært at kende i Polen i løbet af 1980’erne og de flyttede sammen i Vanløse. Roman var sprogunderviser og Marysia var magister i polsk filologi. Filologi er sprogvidenskab og den faglighed kunne de dele. Marysia er også forfatter og har skrevet ”En Rose for Lone”, som Roman lavede research til.

Hjælpearbejde og fortjenstmedaljer

I 1980’erne begyndte det at rumle med frihedstanker overalt i de kommunistiske lande. Også i Polen, hvor bevægelsen Solidaritet opstod i 1980 med Lech Wałęsa i spidsen. Men der kom så krigsretstilstand i Polen i 1981 og der begyndte Romans humanitære indsats for befolkningen i Polen for alvor. Han organiserede nødhjælp til en befolkning, der ligesom han selv i barndommen, manglede alt, fra tøj til toiletartikler, forbrugsgoder og mad. Han var medstifter af og aktiv i den Dansk-Polske venskabsforening og opbyggede et stort e netværk i hele Europa, Danmark og Polen. Det blev bemærket af den polske regering efter det kommunistiske styres fald i 1989. Roman blev senere tildelt flere Polske ordener og medaljer, deriblandt Fortjenstkorset i sølv i 2005 og det polske Ridderkors for fortjenstfuld indsats for Polen i 2012.

I Vilnius med formanden for Forening af Polakker i Hviderusland Andzelika Borys

Polen smed Roman ud da han var 30 år – men Roman opgav aldrig det land, han tilbragte sin ungdom i. Hans gamle hjemland fortsatte med at have en plads i hans hjerte.
Flemming Madsen

(Uddrag af talen ved Roman Miedzianogoras afskedsceremoni den 24. februar 2022)

Udostępnij artykuł:

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter

Warto przeczytać

Jarosław Iwaszkiewicz w Danii

– Wybieram się na pewien czas do Danii.

– Do Danii?

Tak. Obiecuję sobie dużo dobrego po tej podróży. Tylko przypadkiem nigdy tam nie dotarłem, choć w ciągu całej młodości byłem tak blisko granicy, a jednak od dawna znałem i kochałem ten kraj. Musiałem odziedziczyć tę skłonność północną po ojcu, gdyż matka moja wolała właściwie bellezzę, o ile wszystko nie było jej obojętne…

Thomas Mann, „Tonio Kröger”

Lolland-Falster

Na południe od Zelandii leżą wyspy Lolland i Falster. Oddzielone wąskim pasmem morskim (Guldborgsund), od dawna połączone mostami, stanowią jakby jedną całość…

5 maja 1945 r. Klintholm Havn

W dniu wyzwolenia Danii spod niemieckiej okupacji, 5 maja 1945 roku, do nabrzeża w małym duńskim porcie Klintholm Havn przybiła barka węglowa „Breslau” z 370 bliskimi śmierci głodowej więźniami niemieckiego obozu koncentracyjnego Stutthof.