Det danske hospital bar navnet ”Dannebrog” og det skulle aflaste de polske hospitalsmyndigheder.”Dannebrog” er navnet på det danske flag, der stammer fra 1219. Et sådant mobilt hospital kaldes også ambulance – så betegnelsen var officielt ”Ambulancen Dannebrog”. Den omfattede 3 læger, 8 sygeplejersker og en forvalter. Derudover kom 4-5 sygeplejersker fra det polske Røde Kors og fra en nærliggende polsk militærenhed nogle syge-hjælpere, 2 chauffører og et par russiske krigsfanger. Hospitalet blev ledet af dr.med. A.V.S. Norgaard, der før havde ledet en transport af sårede engelske krigsfanger fra de baltiske lande til England. De polske sygeplejersker var af høj kvalitet og de russiske krigsfanger blev anvendt til kløvning af brænde og andet forefaldende arbejde, herunder bevogtning af hospitalet, da tyveri var et problem. Disse tidligere fanger var yderst arbejdsomme, hvad der må ses i betragtning af, at de her havde adgang til overnatning, fik mad og drikke og havde lægehjælp. Alternativet var at gå måske flere tusinde kilometer gennem et Rusland i oprør til deres hjemstavn. Alt i alt må hospitalet have haft en stab på omkring 30 personer. Sengetallet var oprindeligt 100, men blev efter-hånden udvidet til 250 senge. Materiellet stammede fra den danske hærs lazaret beholdninger og fra indkøbte artikler. Medicin leveredes af det danske rigshospitals apotek. Det danske Røde Kors stod for udgifterne i forbindelse med gaver fra en del karitative foreninger, i spidsen for hvilke stod dr.theol. Alfred Th.Jørgensen.
I perioden februar–juni 1921 modtoges 722 sygeog sårede polske soldater, der kom med jernbane fra de russiske områder. Af disse blev de 712 udskrevet efterhånden og 10 døde på hospitalet. Af de udskrevne var de 417 helbredte, 269 bedrede og 26 ikke bedrede. Den gennemsnitlige liggetid på hospitalet var 2 uger. Hertil kom en del civile patienter, der blev behandlet ambulant. Den mest behandlede sygdom var malaria. Forbindelsen til Danmark var besværlig. Post var uregelmæssig og de nødvendige besøg i København betød for dr. Norgaard en langvarig tur med jernbane til Gdansk og derfra med kulskib til København. Rejsen kunne tage dage. Her var den danske ambassade i Warszawa meget hjælpsom, idet den kunne modtage penge og breve som diplomatpost og videregive det til hospitalet. I København var den polske ambassadørs frue, grevinde Dzieduszycki leder af en hjælpekomité, der i høj grad støttede hospitalsprojektet. I juli 1921 blev Røde Kors Hospitalet lukket, det danske personale tog hjem til Danmark og materiellet blev foræret til de polske Røde Kors.
Kort efter 2. verdenskrig blev det i Danmark besluttet igen at sende et felthospital til Polen og igen fik dr.Norgaard ledelsen af det, nu havde han jo erfaringen. Denne gang stod langt flere penge til rådighed for projektet. Situationen var denne gang anderledes i Polen. Der var samme omfang af ødelæggelser, men på 2 områder var arbejdet betydeligt enklere: Kommunikation var lettere, det var muligt at telefonere og postsystemet virkede bedre. Mest betydningsfuldt var det, at også transport var blevet hurtigere. Der var lastvogne og personbiler at få og dr. Norgaard kunne disponere over et lille transportfly fra de danske redningsselskab Falck, så han kunne på en dag tage til København til de nødvendige møder og vende tilbage til Polen samme dag – evt. med en forsyning af lægemidler. De forbedrede transportforhold kom også patienterne fra de civile områder til gode. De kunne behandles hurtigt og ikke som tidligere have lang transporttid til hospitalet. Et andet væsentligt punkt var de nye medikamenter, der var kommet til, f.eks. penicillin.
I modsætning til 1921 blev der i 1945/46 oprettet flere hospitalsafsnit under Danske Kors i Polen. Klinik 1 i Wrzeszcz var en tandlægeklinik, klinik 2 var for medicinske tilfælde og klinik 3 for veneriske og dermatologiske tilfælde. Også denne gang var der god kontakt til den danske ambassade i Warszawa og den polske ambassade i København, ledet af dr. Stanislaw Kelles-Krauz, der selv var læge. Det var frygtet, at tuberkulose skulle være den alvorligste sygdom, men det viste sig at være fnat (scabies). Det var nødvendigt at bestille 60.000 kg fnatsalve! Men naturligvis havde klinikkerne talrige andre opgaver: kirurgiske og medicinske. Meget stor hjælp kom fra USA, hvor flere religiøse organisationer sendte medicinsk personel og materiel til Polen. At samkøre disse hjælpeorganisationer var en ofte ret diplomatisk opgave, erindrede dr. Norgaard. I et møde 6. december 1946 i ”Dansk-Polsk Hjælpefond” besluttede man at afslutte hjælpearbejdet i Polen. Igen blev materiellet overgivet til polsk Røde Kors.
O. Norgaard, cand.polyt.
IP 93-94 2016