For fire år siden klikkede jeg på en engelsksproget annonce på jobnet.dk, der lovede professionel udvikling, gode arbejdsfold og en spændende oplevelse i udlandet. Jeg sendte min standardiserede cv/ansøgning, og før jeg kunne nå at sige ”pierogi”, var jeg på vej ind i flyveren til en by i Polen, som jeg ikke kunne udtale eller finde på europakortet. Med i bagagen havde jeg min danske opvækst og et par mislykkede forsøg på at gennemføre en videregående uddannelse.
Min første dag i byen Łódź var en skræmmende oplevelse. Min danske intuition sagde mig, at jeg skulle passe på og være på konstant vagt. Jeg var trods alt blandt mennesker, der hjemme i Danmark begår hjemmerøverier, tricktyverier og andre kriminelle handlinger. De danske mediers årelange påvirkning havde gjort mig så paranoid, at jeg var klar til at rejse tilbage efter to dage, da jeg var sikker på, at adskillige vagabonder fulgte efter mig på gaden. Det lykkedes mig også at fare vild i mit paranoide forsøg på at ryste en mulig forfølger af. Det værste af det hele er nok, at jeg selv er fra en østeuropæisk familie fra Serbien, der er udvandret til Danmark.
Men jeg troede, at vores velintegrerede og tamme opførsel var en undtagelse. Vi fik gentagne gange at vide, at ”vi ikke er som de andre udlændinge”, og at ”vi var gode nok”. De opmuntrende bemærkninger fra vores danske venner og kolleger varmer virkelig enhver indvandrerfamilies hjerter.
Min første arbejdsdag i Polen var et stort kulturchok, eftersom jeg blev mødt af glade, åbne mennesker, der ud over deres fordomsfrie tilgang til fremmede faktisk var interessante og veluddannede. De var bedre klædte, bedre uddannede og mere berejste end nogen andre i min danske omgangskreds.
Min første oplevelse af menneskene og af byen Łódź, da jeg efter nogle dage i Polen blev inviteret til ”Lysets Festival” af mine nye kollegaer. Vi bevægede os gennem smalle passager og de mange udendørs cafeer på Piotrkowska-gaden og kunne kigge på den ene bygning efter den anden.
Mine kolleger var en broget skare. Den ene var kunstner, den anden veganer og den tredje hipster-feminist. De var dog alle kosmopolitter, der havde rejst og arbejdet i adskillige europæiske lande, og var nu vendt tilbage til Polen, som bød på en masse velbetalte job i internationale koncerner. De tog pænt imod mig og hjalp mig med at finde rundt i det nye land. I kraft af deres åbenhed mod fremmede og deres internationale erfaringer havde de en overraskende dyb og nuanceret forståelse af den verden, vi bor i. Jeg nød deres selskab, de stimulerende samtaler og det fremragende polske øl.
I løbet af mine tre år i Polen har jeg lært, at sådanne mennesker var mere reglen end undtagelsen blandt den unge polske befolkning. Jeg har mødt så meget positiv energi og så mange spændende mennesker i Polen, som jeg med garanti ikke ville møde i en livstid i det midtjyske.
Den polske kultur, bylivet og en utrolig åbenhed mod andre kulturer står i stærk kontrast til portrættet, der nu bliver malet af polakker som jordbærplukkende græshopper, hvis eneste mål er at suge liv og penge ud af det danske velfærdssamfund. Jeg står i dag med en fortvivlende følelse af uretfærdighed, som er virkelig hård at sluge. En følelse af at leve i et provinsielt samfund, der er ligeglad med kolde økonomiske fakta og blind for den europæiske virkelighed.
En virkelighed, hvor polakkerne er et stolt europæisk folk, der er åbent for kulturudveksling og ikke lever i en småborgerlig, narcissistisk velfærdsboble.
Milos Lecic
IP 93-94 2016