Nikolaus Kopernikus var en polsk astronom, født i Toruń af en velstående og indflydelsesrig slægt i verdslige såvel som gejstlige kredse. Som tiårig mistede han sin far, der var købmand, men en morbror tog sig af familien.
Nikolaus Kopernikus havde alsidige interesser, som han dyrkede gennem studier af indledende fag ved universitetet i Kraków 1491-95, kirkelig jura i Bologna 1496-1500 og medicin i Padova 1501-03. Han sluttede studierne med at erhverve doktorgraden i kirkeret ved universitetet i Ferrara.
Under sine studier mødte han den nye renæssancehumanisme og den voksende interesse for alle sider af antikkens åndsliv; bl.a. lærte han sig græsk og oversatte græske digte til latin. I studietiden blev Kopernikus udnævnt til kannik ved domkapitlet i Frombork, hvilket sikrede ham økonomisk resten af livet. Fra 1503 var han knyttet til domkapitlet, hvor han især virkede som kirkelig administrator og læge. I 1528 udgav han en nationaløkonomisk afhandling om møntvæsen, hvor han bl.a. formulerede den såkaldte Greshams lov.
Allerede mens Nikolaus Kopernikus studerede i Kraków, havde han fået vakt sin interesse for astronomi. Dette fag var en af de syv frie kunster, som gennem hele middelalderen udgjorde universiteternes faste grundstudium. Desuden var der i Kraków sidst i 1400-t. særlig dygtige astronomilærere som Martin Król (ca. 1420-56/60) og Albert fra Brudzewo (ca. 1445-95).
I Italien studerede Kopernikus ikke blot astronomi, men anstillede tillige observationer og forelæste i 1500 over matematik og astronomi i Rom. Hos Domenico Maria da Novara (1454-1504), professor i Bologna, var han i højere grad assistent og vidne ved observationerne end elev. Gennem sine sidste 40 år brugte han, mest i Frombork, tid på sine private astronomiske studier og observationer fra det tårn, han fik bygget i 1513.
Nikolaus Kopernikus’ hovedværk var formuleringen af hans teori for Universets opbygning: Solen bevæger sig ikke rundt om den ubevægelige Jord, tværtimod er Solen Universets faste midtpunkt, hvorom planeterne drejer. De ubevægelige fiksstjerner er yderst i Universet, og Jorden er en planet i et årligt kredsløb om Solen og i daglig rotation om sin akse.
Tidligt i 1500-t. skrev Kopernikus en kort oversigt over det nye verdenssystem i sin Commentariolus, som cirkulerede i afskrift mellem venner og kolleger. Omkring 1530 var Kopernikus’ arbejde tilendebragt. Alligevel vægrede han sig ved at offentliggøre sit værk, og det er tvivlsomt, om udgivelsen var blevet påbegyndt i hans levetid, hvis ikke hans eneste elev, G.J. Rheticus, straks var blevet begejstret og i 1540 havde udgivet sin Narratio Prima (Første beretning) med argumenter for det nye system.
På flere måder arbejdede Nikolaus Kopernikus uhyre traditionelt. Hans observationsinstrumenter og -metoder var de samme, som havde tjent astronomer gennem århundreder. Hans geometriske modeller for planeternes bevægelser var stadig bygget på et aksiom om jævne cirkulære delbevægelser. Og ligesom i det ptolemæiske system indførte han små korrektionscirkler (epicykler) for at leve bedre op til dette aksiom, end det havde været tilfældet hos forgængerne i den græske oldtid.
Men Kopernikus’ strategi for opbygningen af den astronomiske lærebygning var ny. Han kalibrerede modellerne med talværdier bestemt ud fra egne observationer og sammenlignede med tilsvarende værdier bestemt i oldtiden ud fra oldtidens observationer. Og han krævede, at de færdige modeller skulle tilfredsstille begge sæt værdier og således bevare deres gyldighed over mange århundreder. Flere fænomener fik også en naturligere forklaring med Kopernikus’ nye system.
Set fra Jorden udfører alle planeterne med mellemrum retrograde sløjfebevægelser, hvor de skifter retning på himlen. Disse blev nu ført tilbage til en enkelt fælles årsag, Jordens årlige banebevægelse, i stedet for en årlig cirkulær delbevægelse i hver af de fem planeters bevægelse. Desuden blev det muligt at angive alle indbyrdes afstande i Solsystemet med Jordens baneradius som enhed.
En særlig konsekvens af Jordens årlige banebevægelse er, at fiksstjernernes positioner burde udvise årlige ændringer, parallakser. Kopernikus kunne ikke observere sådanne parallakser, hvorfor han sluttede, at fiksstjernerne var uhyre langt borte, men han overlod det til naturfilosofferne at spekulere over, hvor langt borte de var. Parallakserne for selv de nærmeste stjerner er mindre end et buesekund og var derfor uiagttageligt små indtil begyndelsen af 1800-t.
I hovedværket De revolutionibus orbium coelestium (Om himmelsfærernes kredsbevægelser), der udkom i hans dødsår 1543, bringer Nikolaus Kopernikus først naturfilosofiske argumenter for sin nye kosmologi. Derefter gennemgår han den teoretiske astronomi med samme grundighed som i Ptolemaios’ Almagest fra ca. 150 e.Kr. og viser, at den astronomiske lærebygning ned til mindste detalje er forenelig med forestillingen om jordklodens bevægelse som en planet.
Så selvom dette var blevet foreslået i oldtiden, bl.a. af Aristarchos fra Samos, var det Kopernikus’ arbejde, som herefter tvang astronomer til at tage idéen alvorligt. Først mod slutningen af 1600-t. vandt hans nye kosmologi dog almindelig anerkendelse.
Kopernikus’ forhold til kirken var ubesværet. Den var hans arbejdsgiver, og han dedikerede sit hovedværk til paven; ja, i virkeligheden udførte han et stykke bestillingsarbejde i form af et bedre astronomisk grundlag for en stadig mere tiltrængt kalenderreform. Først på Galileis tid blev det kættersk at hævde kopernikanske synspunkter.
Warszawa, Nicolaus Kopernikus monumentet af Bertel Thorvaldsen fra 1830
I astronomiens historie har Nikolaus Kopernikus status som den første af en håndfuld forskere, der i renæssancen udviklede astronomien ud over det praktiske og teoretiske stade, den havde i oldtiden og middelalderen.
Arbejdet blev fortsat på vidt forskellig måde af Tycho Brahe, Johannes Kepler og Galilei og afrundet af Isaac Newton.
Kristian Peder Moesgaard, Den Store Danske
IP 120-121 2023
