Informationen skrev om hende bl.a.: Nobelprisvinder Olga Tokarczuk er vidtskuende, filosofisk, venstreorienteret og intellektuelt udfordrende Hun er en af Polens mest læste forfattere. Hun har været udsat for voldsomme hadekampagner, når hun har kritiseret Polens voksende xenofobi, antisemitisme og højrenationalistiske drejning. Og så er hun en fremragende forfatter. Tokarczuk blev født i 1962 i Sulechów i Polen. Hun debuterede 1993 med romanen ”Broderskabets rejse”. Hun fi k sit gennembrud med familiekrøniken ”Arilds tid og andre tider” i 1996. Hendes mest betydelige
værk hidtil anses for at være ”Jakobsbøgerne” fra 2014.
Hun fik tildelt den prestigefyldte Man Booker International Prize 2018 for sin roman ”Rejsende”. Tokarczuk, som er uddannet psykolog, har tit skabt debat i sit land ved at lægge sig ud med det regerende Lov og Retfærdighedspartiet – navnligt ved at bestride regeringspartiets udlægning af historien. Hun betragtes som en af den nye polske litteraturs mest anerkendte prosaister. På dansk er der udkommet følgende bøger af Olga Tokarczuk: E.E. (1996), Broderskabets rejse (1997), Arilds tid og andre tider (1998), Kør din plov over de dødes knogler (2013), Dagens hus, nattens hus (2014) og Rejsende (2016).
”E.E.”
I psykoanalytisk og spiritistisk interesserede kredse i Breslau, viser den 15-årige Erna i begyndelsen af 1900-tallet evner som medium, og giver i en periode anledning til videnskabelig opmærksomhed.
”Broderskabets rejse” (Podróż ludzi księgi)
I 1600-tallets Frankrig er religionsfrihed og mysticisme ved at blive overtaget af rationalismen. Et hemmeligt broderskab begiver sig på rejse for at finde den endelige sandhed: Hvori ligger lykken?
”Arilds tid og andre tider”(Prawiek i inne czasy)
En lille by i det sydlige Polen er rammen om et vældaf handlings- og skæbneforløb, der tilsammen skildrermenneskers glæder, sorger og kærlighed gennem3 generationer fra omkring 1. verdenskrig til nutiden.
”Kør din plov over de dødes knogler” (Prowadź swój pług przez kości umarłych)
I en afsides del af Polen nær den tjekkiske grænse lever Janina en tidligere lærerinde og ingeniør. Hun har påtaget sig den opgave at holde opsyn med de lokale sommerhusejeres vintertomme huse. Men mest er hun optaget af at lægge horoskoper oversætte Blake og at holde skarpt øje med den vilde omgivende naturs dyreliv.
På sine daglige ture i landskabet følger hun forbitret de lokale jægeres rovdrift på rådyr og vildsvin. Men så findes en af de fastboende naboer pludselig død. Dette dødsfald og efter følgende fundet af en stribe døde lokale mænd rundt omkring i skov og krat bringer den excentriske Janina midt ind i begivenhedernes centrum. Hvad der for det lokale politi synes gådefuldt og uforklarligt tegner for hendes kyndige blik et klart og indlysende mønster. Bogen er i 2016 filmatiseret af Agnieszka Holland og Katarzyna Adamik under titlen “Pokot” (eng. Spoor).
”Dagens hus, nattens hus” (Dom dzienny, dom nocny)
”Dagens hus, nattens hus” er en mangetydig og farverigroman om mennesker og menneskeskæbner i grænselandet mellem Polen og Tjekkiet. En magisk fortalt lag-på-lag fortælling hvor personer og historier ligesom lægges oven over hinanden. Med jævne mellemrum møder man f.eks. en middelalderlig kvindelig helgen ved navn Kummernis der som ung fik Kristus ansigt for at undslippe et uønsket ægteskab. En anden genkommende figur er den transseksuelle munk Paschalis som er den der skriver Kummernis historie. På romanens nutidsplan er den kvindelige hovedperson og fortæller en kvinde i 35–40-årsaldereren flyttet til den lille by Nowa Ruda sammen med sin mand R. En strøm af menneskeskæbner i fortid og nutid glider forbi. Sære eksistenser og mærkelige livsforløb. En uforglemmelig samling livsskæbner forførende og drømmeagtigt vævet ind i et mønster. Men den person som jeg-fortælleren er mest optaget af er hendes nabo den gamle parykmagerske Marta som ud over at spille en central rolle i romanens nutid også dukker op mange år tidligere nemlig i 1930-erne.
”Rejsende” (Bieguni)
Der kan siges meget om at rejse. Ifølge H. C. Andersen skulle det være det samme som at leve, og eft er at have læst polske Olga Tokarczuks roman ”Rejsende”, ville det undre mig meget, om hun ikke mener det samme. ”Rejsende”, der består af en række kortere eller længere historier og betragtninger, er overordnet set én lang undersøgelse af rejsen som såvel fysisk gerning som mental ditto. Eller sagt med andre ord: Her flytter mennesker sig fra et sted til et andet, og det behøver ikke kun at være på det rent geografiske plan. En rejse ændrer altid et eller andet – det kunne være bogens motto. Her er ikke tale om én sammenhængende historie, i hvert fald ikke på det narrative plan. Læseren får fx historien om manden Kunicki, hvis kone og søn pludselig forsvinder på en ferie.
Det er en af bogens første fortællinger, og da læseren lidt senere må forlade Kunicki igen, har han endnu ikke fundet de bortkomne trods en ihærdig og storstilet eftersøgning.
Men efter at være nået næsten igennem bogen, hvor et utal af historier fra mange tider og steder i verden har underholdt og forundret undervejs, vendes der tilbage til Kunicki og hans historie. Kone og søn viser sig at være dukket op eft er et par dage, men det er naturligvis ikke gjort med det. For Kunicki godtager ikke sin kones forklaring på, hvordan og hvorfor hun og sønnen var væk, og dermed bliver denne historie – isoleret set – et for romanen karakteristisk billede på, hvordan en rejse er med at forme den rejsende og bestemme vedkommendes videre færd i livet. Et tilbagevendende tema i bogen er kroppen, menneskets anatomi. Den hollandske anatom Frederik Ruysch (1638–1731) optræder som sig selv i romanen, hvor han sælger sin omfattende samling af organer og fostre (typisk misdannede) til den russiske zar – til Ruyschs datters store fortrydelse. Hun har hjulpet sin far med at indsamle og etablere samlingen, og nu giver han deres livsværk bort! Løsningen synes at være – ja, naturligvis: En rejse.
IP 107 2019
