Jeg vil gerne starte med at spørge om bogens titel ”De Mørke Bånd”. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at bogen hører til Scandinavian Noir, dvs. en genre indenfor krimi og thriller etableret i 1990’erne. Kan du forklare, hvilke ”mørke bånd” skriver du om?
“De mørke bånd er et billede på de nedarvede traumer og undertrykte følelser, der er gået i arv i min familie siden deres oplevelser under Anden Verdenskrig. Hverken min farfar eller farmor talte særlig meget om deres ophold i henholdsvis koncentrationslejrene og Stalins Gulag. Min far fortalte mig ikke noget om familiens fortid og hvorfor de var kommet til Danmark som politiske flygtninge i slutningen af 1960’erne. Den tavshed er også et mørkt bånd. Jeg har accepteret, at alt dette er og bliver en del af mig. Du får en masse i arv fra din familie – også de mørke kapitler af familiehistorien. Og for mig føles det som noget, der trækker og hiver i mig. Og det er bånd, man ikke kan kappe over”.
Din bog kredser om identitet – hvorfor?
“Jeg har gennem livet båret på en splittet identitet mellem det polske og danske som et menneske født i Danmark men med polske forældre, og det har altid sat mig i en meget betragtende position. Jeg har aldrig været oprigtig stolt af min polske baggrund, fordi jeg voksede op i en østjysk provinsby, hvor jeg bare gerne ville være ligesom alle de andre danske børn. Når man forsøger at løbe fra en vægtig del af ens ophav, giver det en indre bølgegang. Min bog er et forsøg på at sætte min familiehistorie sammen og forene mig med den. En af de personlige opdagelser jeg har gjort mig undervejs i arbejdet med bogen er, at min fars familie også har haft en splittet identitet mellem det jødiske og polske”.
I psykologien opstår identitetsbegrebet i sammenhæng med de to vigtigste relationer for mennesker: Forholdet til sig selv og forholdet til andre mennesker, og derfor også til kultur og tradition. Hvordan ser du på det i forhold til din historie?
“Man bliver meget bevidst om sig selv, når man har en splittet identitet. Ens radar bliver uhyre registrerende og fintfølende og man har sjældent skuldrene nede, fordi man konstant iagttager hvordan andre gør. Jeg har haft et meget stort savn efter at være en del af en bestemt kultur og tradition. Jeg var meget optaget af at blive så dansk som muligt. Jeg ville gerne assimileres og adopterede derfor det danske. Men det gjorde jeg velvidende, at der også var denne del af mig, som aldrig ville blive helt dansk. Det er ikke sundt for et menneske at være historieløs. Det skal stå på en bund af noget. I stedet for at svømme hvileløst rundt. Til tider har jeg haft en længsel efter at mærke den bund. At jeg trygt kunne sætte mine fødder på den”.
For mig som læser er det et paradoks, at du som lille pige på den ene side søgte efter dig selv, og på den anden side forsøgte at løbe væk fra dig selv. Var det svært at være Nathalie den gang?
“Det gav mig helt klart nogle indre vanskeligheder gennem min opvækst at stå i den situation. Jeg er vokset op med kærlige forældre, og jeg var en velopdragen, nysgerrig skolepige. Men den der “anderledeshed” kæmpede jeg indvendigt med, og jeg delte den ikke med nogen. Jeg havde selv en oplevelse af, at jeg var på afstand af de andre børn, fordi jeg havde mere travlt med at iagttage dem end at være deltagende. Der var sociale koder, jeg skulle gennemskue, og så var der al den danske kultur, som jeg ikke naturligt havde med hjemmefra. Den var tillært for mig”.
Er din bog en slags “coming out”?
“Jeg ved ikke, om det er helt rigtige begreb at bruge. Bogen er i hvert fald mit forsøg på at se helt ærligt på min familiehistorie og hvordan den har påvirket mig. Hele arbejdet med den har gennemgående været meget bevægende og forandrende for mig, og man bliver grundlæggende et mere tilgivende og rummeligt menneske af at forstå ikke kun sin egen familiehistorie, men også sine forældre”.
Hvordan var dit arbejde med bogen en slags øjenåbner for dig?
“Når man lægger puslespillet over ens egen historie, toner det endelige motiv klart frem for øjnene af én. Selvom man ligesom i mit tilfælde mangler en del af brikkerne, fordi historierne er gået tabt med mine bedsteforældre. Pludselig var der ting, jeg langt bedre forstod. For eksempel min fars egen tavshed og depressive karakter. Det var noget, jeg virkelig kæmpede med som barn og ung – at nå ham i det. Nu ved jeg, hvorfra det kommer. Og jeg forstår smerten”.
Jeg kan se nogle filmiske virkemidler i din bog. Først fokuserer kameraet med nærbilleder på lille Nathalie, så kører den tilbage, og vi kan se dine omgivelser, din familie, og senere kan vi se optagelser lavet med en fortællemæssig drone, der viser den historiske baggrund, modtagelsen af den polsk-jødiske indvandring til Danmark i årene i slutning af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne i de forrige århundrede. Hvorfor har du valgt denne form i bogen?
“Det var vigtigt for mig at få alle perspektiver med på min familiehistorie. Jeg ville gennem litterære virkemidler vise, hvordan et liv er påvirket af alle mulige historiske begivenheder. Også dem, dine bedsteforældre levede i. Og hvordan relationerne i en familie ofte peger tilbage til de oplevelser, mennesker er rundet af. Familiehistorie er en kompleks størrelse, der ikke kan mases ned i en bestemt sætning. Derfor var det nødvendigt for mig at bevæge mig hele vejen rundt i den”.
I Polen er den såkaldte marts 1968 emigration beskrevet i hver eneste detalje. Der er skrevet historiske og videnskabelige bøger, der er udkommet et hav af erindringsbøger skrevet af dem, som var tvunget ud af Polen, der er lavet spillefilm, dokumentarfilm og teaterstykker. Der findes også en bog på polsk indeholdende interviews med 15 personer, som kom til Danmark. Bogen hedder ”Fra Polen til Danmark. Erindringer af marts emigranter” og er skrevet af Bogusława Sochańska, den bedste dansk litteratur oversætter til polsk. I 2014 modtog hun Den Danske Oversætterpris for bl.a. oversættelse af H.C. Andersens dagbøger. Efter den lange indledning vil jeg sige, at jeg først i din bog kunne læse, hvordan Danmark tog imod de polske indvandrere. Er du enig med mig i, at hverken før eller senere har det danske samfund modtaget nogle indvandrergrupper bedre? At der var mindst problemer med netop denne gruppe?
“Jeg vil tøve med at fælde en sådan dom. De polske jøders ankomst til Danmark var i mange henseender særlig og ikke sammenlignelig med nutidens flygtningestrømme. Den danske stat følte med jøderne og der blev i aviserne opfordret til, at man tog sig godt af de polske nyankomne med henvisning til Holocaust og de traumer, de ankom med. Den danske velfærdsstat havde vokseværk og det var muligt at få job på fabrikker og andre steder, hvor sproget kunne blive lært hurtigt. Samtidig var gruppen af de polske jøder langt mindre målt mod senere tiders flygtninge og indvandrere. I min fars omgangskreds var der også unge polakker, som i den totale friheds navn tog for mange stoffer og mistede livet. Det skal man også huske. Enhver flygtning kommer med sin historie og sin kamp. Uanset hvor man kommer fra”.
Jeg er meget nysgerrig: Har du lært at udtale ordet ”lille fugl” på polsk?
“Ha ha, nej desværre ikke endnu. Det kommer nok aldrig til mig”.
Nathalie Ostrynski, jeg siger mange tak, at du i din travle hverdag fandt tid til et interview med den eneste polsksprogede tidsskrift i Danmark “Informator Polski”
Roman Smigielski
[Nathalie Ostrynski “De Mørke Bånd”, Grønningen 1, 2024]
Uddrag af bogen
Så ringer min far.
Motel Ostrynski er hans fulde navn. Et polsk efternavn og et jødisk fornavn, der giver anledning til en spørgende mine, og hvis stavemåde gennem årene har afstedkommet flere bizarre forviklinger og misforståelser i Danmark.
Da han i sin tid stod opført i den lokale, jyske telefonbog, ringede folk på alle tider af døgnet for at høre, om der mon var et ledigt værelse på motellet. Facebook afviste senere prompte hans navn med henvisning til, at det var erhverv. Han må nu kalde sig et andet navn på det sociale medie.
Allerede før krigen i Ukraine var han i kritisk position. Han turde tydeligvis ikke stole på, at den fredelige, demokratiske tilstand kunne vare for evigt.
“Nathalie, hvis russerne en dag kommer ind i Polen, står jeg foran din gadedør. Jeg er mentalt forberedt og er klar. Jeg vil ikke bo under russisk styre igen. Ikke én gang til. Jeg kan godt love dig for, at jeg holder øje med, hvad de banditter render rundt og laver.
”Da krigen brød ud den 24. februar 2022, vågnede jeg tidligt om morgenen med lette tømmermænd på et sjællandsk gods. Jeg var på seminar med arbejdet, og aftenen inden havde været fyldt med latter, optimisme og hvidvin.
Verden var nu radikalt forandret, og mens jeg kørte hjem mod København, bankede mit hjerte af sted.
“Sker det her virkelig? Fik du virkelig ret?” spurgte jeg senere den dag min far over telefonen.
“Ja, min skat. Det gjorde jeg. Jeg kan ikke tro det. Jeg kan simpelthen ikke tro det. Han gjorde det fandme, den bandit.”
Min fars uindfriede flugtplan til Danmark smågrinede jeg af, da han første gang luftede sin tanke om, at Rusland drømte om at erobre mere land. Nu griner jeg ikke længere.
Jeg ved, at det er alvor for min far. Częstochowa ligger i den sydlige del af Polen. Et stykke væk fra Ukraine, og alligevel pludselig psykologisk tæt på.
Det gjorde mig besynderligt ængstelig i krigens første tid. Min logik sagde, at han selvfølgelig ikke var i egentlig fare. Mine tanker farede alligevel rundt.
Jeg begyndte at følge den ukrainske live-nyhedsdækning, jeg kunne streame gennem de polske medier. Jeg forstod med mit polske cirka halvdelen af, hvad de alvorlige nyhedsreportere og værter sagde, og jeg iagttog minutiøst deres miner, mens de stod i dækningen af invasionen af deres eget land.
Nogle gange sad jeg stille overrasket med tårer i øjnene, fordi min egen families splittede historie trængte sig på. I mit hoved voksede spørgsmålene til uoverskuelig størrelse, og jeg kunne ikke stoppe dem. Selvom jeg selvkritisk konstaterede, at de virkede overdrevne. Alle de her store følelser, som jeg havde holdt nede i en masse år, og som nu ville mig en hel masse.
Jeg følte en ny sårbarhed, en form for udsathed, jeg ikke havde oplevet før.
Kunne Polen en dag igen blive invaderet østfra? Kunne vi stå et sted, hvor flugt igen kunne komme på tale? Skulle min far forlade sit fædreland for anden gang i sit liv som flygtning?
Opkaldene fra min far ændrede også karakter efter invasionen. Hans stemme var ikke den samme. Nu talte han i en anderledes tone af mol.
Da billederne af massegravene i Butja gik verden rundt, blev jeg ramt af en overvældende fornemmelse af, at verdenshistorien gentog et kapitel, som for længst skulle være afsluttet på europæisk grund. Koreografien og manuskriptet mindede alt for meget om det, min fars familie havde oplevet under Anden Verdenskrig, og jeg skrev et essay til avisen Berlingske, hvor jeg arbejdede.
Jeg spurgte min far, om han kunne holde til det. At se på det. At der igen var begravede lig i bunker. Krigsforbrydelser.
“Nej, jeg kan ikke holde ud at se på det. Men jeg skal. Jeg vil gerne vide, hvad der sker, og hvem der gør hvad og hvornår. Historien har lært mig, at det er nødvendigt. Det er den eneste vej frem.”
I sommeren 1967 ændrede stemningen pludselig alvorligt karakter. Nu blev den en direkte trussel mod min far og resten af familien Ostrynski. Generalsekretæren og lederen for det kommunistiske parti, Władysław Gomułka, holdt en tale den 19. juni, hvor partiets jødefjendske linje blev officiel. Den var på få minutter, og den fik langvarig effekt på tusindvis af menneskers liv.
Hvad der kom ud af generalsekretærens mund den dag, forandrede alt. Det var talen, der slyngede hele min fars familie og ham selv ud af deres hverdagsliv i Białystok og slog dem tilbage til start i Danmark.
Den tale gav mig kulderystninger, første gang jeg så den. Fordi den også har været afgørende for mit eget liv.
Generalsekretæren går på talerstolen foran over 1500 mennesker i kongreshallen i Kulturpaladset i Warszawa. Iført jakkesæt og tunge briller retter han sin propaganda direkte til folket, til sine “kammerater”. Hans hænder holder fast om hver sin ende af talerstolen, og hans fremskudte overkrop bølger frem og tilbage ind over den, mens han taler. Som om han fysisk skal syne af mere. Som om han vil understrege effekten af sine egne fordømmende ord.
Israel havde netop vundet Seksdageskrigen over en gruppe russiskstøttede arabiske lande, og dele af det polske samfund og det polske militær gik stik mod partilinjen. De udviste sympati over for den israelske sejrherre, hvilket ikke faldt i god jord hos kommunistpartiet. Krigens udfald blev det offentlige startpunkt for den antisemitiske kampagne, der længe havde været under forberedelse blandt ledende kræfter i det kommunistiske parti.
Op gennem 60’erne var der blevet udarbejdet konkrete planer om, hvordan jøderne skulle fjernes fra topposter i statsapparatet og medierne, og hvem de var. Jødekartoteker, der satte navn på de uønskede. I offentligheden udspillede kampagnen sig anderledes. Partiet kommunikerede det som et opgør mod zionister, der ikke var tro over for nationen.
I et forsøg på samtidig at vende det indre politiske klima i Polen, hvor der var en stigende kritisk holdning til Gomułka, insinuerede partilederen i talen, at de polske jøder var “femte kolonne”. Altså en intern fjende, der udgjorde en potentiel risiko for landets sikkerhed og fred.
Hans stemmeleje veksler ophidset mellem højde og dybde. Under talen bliver lyden af opmuntrende tilråb fra tilskuerne og højlydte klapsalver også fanget af tv-kameraerne.
“Jeg må bede om ro og om fuld opmærksomhed på de temaer, der vil blive talt om fra denne tribune,” må han på et tidspunkt sige dyssende til de forsamlede.
“Der findes en gruppe mennesker, der bor i dette land og hverken føler sig som polakker eller jøder,” lyder en af hans sætninger i talen, og han fortsætter med anklagen om, at de der har kosmopolitiske følelser, er zionister:
“Ingen kan føle stolthed over en nation, hvis de ikke i forvejen har en tilknytning til en nation.”
Folkets Polen var det eneste fædreland, og hovedbudskabet var ikke til at tage fejl af:
“Vi ønsker ikke, at der bliver skabt en femte kolonne i vores land.”
Pludselig var jøderne ikke længere velkomne i deres eget land, og sluserne blev åbnet for en ny bølge af antisemitisme med intimidering, forfølgelse og chikane. Samtidig igangsatte studenter og intellektuelle i marts 1968 optøjer og protester i Warszawa og andre polske byer for at vise deres utilfredshed med generalsekretæren og regimet.
Den 8. april 1968 besluttede centralkomiteens politbureau at afskedige flere ministre og viceministre fra regeringen. Man udfærdigede instruktioner til polakker af jødisk herkomst, som ønskede at forlade landet. Der blev også nedfældet specifikke vejledninger, der forklarede, hvordan man skulle skelne mellem jøder og polakker.
Partiets politiske mål var at skabe en illusion om, at zionister frivilligt forlod landet. Hvilket i den altid opportune propaganda ville fungere som en bekræftelse af førstesekretærens billede af en illoyal “femte kolonne”, der arbejdede mod den polske stat og arbejderpartiet.
Jøderne blev ikke fysisk tvunget ud. Det var ikke deportationer med håndjern på. De blev ikke stuvet sammen i kreaturvogne, som de havde oplevet det få årtier tidligere. Det her var et andet slags manuskript. Det var finansielt og psykologisk. Grebet var særegent raffineret.
Jeg har kun hørt om skibet fra min far. Der er kun hans ord, som har beskrevet det. Flugten fra den kommunistiske antisemitisme, modtagelsen fra den danske stat og ankomsten til Danmark. Det er et lille kapitel af verdenshistorien, jeg aldrig har lært om i skolen.
Mens min far havde smagt en stor bid af et frit ungdomsliv i Israel, havde Danmark erklæret, at man ville tage imod en stor gruppe af de polske jøder som politiske flygtninge. Min farfar, farmor og onkel var ankommet til Danmark i oktober 1969. De tre blev straks overflyttet til flygtningeskibet St. Lawrence, der lå ved kajen i Københavns Havn. Et hotelskib, der oprindeligt havde huset turister, med søjlesale, store brede trapper til i alt tre dæk og 460 sengepladser i kahytter på to meter i bredden og seks meter i længden.
Her lå det stille med en masse skæbner, sorg, angst og uvished flydende i sit indre.
Jeg har fortsat svært ved at begribe, hvordan kommunismen på så politisk kynisk vis kunne vende sig mod dem, der havde lidt de største menneskelige tab under Anden Verdenskrig. Gennem årene har jeg fortalt folk om netop dette hjørne af både den polske historie og den danske indvandringshistorie. De fleste har reageret med samme overraskelse. Først fordi de ikke har haft kendskab til denne del af de polske jøders liv. Dernæst fordi de i lighed med mig ikke forstår, hvorfor kommunisterne så kort tid efter krigen og Hitler smed jøderne ud.
Hvordan kunne det ske?
Hvordan kunne man politisk træffe sådan et valg?
En efterårsdag cykler jeg ind til Det Kongelige Bibliotek for at læse artikler fra den tid, hvor min familie ankom til Danmark. Jeg vil forstå den samtid, de landede i, og det blik, den danske offentlighed kastede på dem ved ankomsten.
Hvordan blev de set på? Hvad skrev aviserne om de flygtninge, der ankom fra kommunismen og ind i en dengang dansk nutid med drømme om frisind og revolutioner?
Jeg vil finde andre ord end min fars.
Blandt de mere tidstypiske nyheder om længden på miniskørter, ungdomsoprør hos præster og reklamer for cigaretter og kassettebåndoptagere var der i det danske mediebillede i de år også historier om de polske jøder, der måtte forlade deres land på grund af forfølgelse i hjemlandet.
Jeg starter med Aktuelt, der den 23. december 1968 under overskriften “14.000 jøder vil væk” bragte historien om, hvordan de polske jøder havde mistet deres stillinger under det, avisen kaldte for “udrensninger” i partiet, regeringen, universiteterne, statsadministrationen, industrien, kunsten og mange andre områder.
“Myndighederne hævdede, at demonstrationerne blev fremprovokeret af ‘stalinister, revisionister og zionister’, der forsøgte at styrte partiledelsen med Wladyslaw i spidsen,” lød det.
Samme avis havde måneden forinden været om bord på St. Lawrence for at tage en rundtur i de små skibskahytter for at tale med nogle af de første nye flygtninge. De ville ikke til Israel, fordi de som kommunister under Seksdageskrigen holdt med araberne, fortalte de.
Pladsen var trang inde i kahytterne. De unge mennesker spillede dart på gangene, og ellers opholdt de sig i skibets cafeteria.
En anonymiseret polak sagde til citat:
“Der er ingen, som ikke selv har prøvet at være flygtning, der kan forestille sig, hvordan det er at blive revet op med rod og skulle begynde en ny tilværelse i et land, som man ikke kender, og med et sprog, som er meget svært at lære.”
Jeg forsøger at sætte min far sammen med den beskrivelse. Hvor ensom han må have følt sig, da han tog fra Polen.
Antallet af flygtninge til Danmark steg støt i 1969, måned for måned, og den 15. november det år var det B.T.s tur til at skrive om livet om bord på St. Lawrence.
Reportagen er holdt i en medfølende stil og jeg standser selv ved beskrivelsen af skibet som et deprimerende sted med polakker, der ikke gik meget ud og trængte til ro efter flugten, mens de ventede på den daglige liste fra Fremmedpolitiet.
Den fortalte om de flygtninge, hvis sag var sendt til justitsministeren til endelig godkendelse af asyl. Det betød nemlig et farvel til skibet og bedre vilkår på et hotelværelse. En anden liste fortalte om de nyankomne. Navne og fødeby, der ofte var angivet med denne status: “Forhenværende polsk statsborger, nu statsløs.”
Jeg læser om, hvordan der blev serveret ét måltid. Morgenmad. Resten skulle flygtningene selv sørge for, enten ved indkøb eller ved at købe et måltid i en fælles restaurant. De fik logi betalt, og de modtog 15 kroner om dagen til kost og ni kroner i lommepenge. Desuden fik de hver et sporvognskort, så de kunne komme rundt i byen til de forskellige myndigheder og hjælpeorganisationer. Deres medbragte bagage hobede sig op i skibets hall, og på gangene sludrede beboerne med hinanden eller spillede kort med hinanden inde på værelserne.
Imens det danske politi undersøgte deres forhold, skulle de være på skibet mindst 14 dage.
Jeg finder en artikel fra B.T., der beskrev, at et engelsk blad havde kaldt flygtningestrømmen for “Det ny Exodus”.
I Information rapporterede man det hele under overskriften “De polske jøder er ofre for kommunistisk mccarthyisme” og gengav en “morbid vittighed”, der vandrede fra mund til mund på hotelskibet:
“En polsk student spørger sin professor: Staves ordet zionist med i eller y? Det kan staves på begge måder, svarer professoren, men det er lettere at skrive jøde.”
….. Jeg cykler hjem igen fra biblioteket. Hjemme finder jeg et andet vidnesbyrd fra den tid frem på computeren.
Det er filmen SKIBET fra 1970. Den polskfødte filminstruktør Marian Marzyński var selv flygtet fra Polen og opholdt sig på hotelskibet. Hans film er en fortælling om de forskellige skæbner om bord og hans egen historie. Først blev han smuglet ud af ghettoen i Warszawa som femårig. Derefter smuglede han som voksen sig selv ud igen, med sin familie fra Polen, fordi han ikke ønskede at se sin dreng vokse op på en kommunistisk løgn.
Jeg ser filmen og iagttager, hvordan Marian Marzyńskis kamera panorerer hen over de små, nummererede kahytter, hvor der var en lille håndvask til hver.
Ude i fællesarealerne var der en opslagstavle med sedler. Om opskrivning til børnehave, tilbud om en filmforevisning og velmenende sedler fra danskere, der ønskede at hjælpe de polske flygtninge med lejligheder, koncerter og middage i eget hjem.
Hans stemme i filmen fortæller om de jødiske intellektuelle og det jødiske proletariat, om de psykiske omkostninger ved at forlade alt derhjemme og om, hvor stor beslutningen om flugt var.
Prins Henrik kom på besøg og blev vist rundt den ene dag, mens der den anden dag blev delt brugte vinterfrakker ud til vinteren.
“Den polske smerte, vil danskerne forstå den?” spørger Marian Marzyński retorisk et sted i fortællingen.
Et spørgsmål, der har en sårbar klangbund hos mig.
Jeg læser en anden direkte opfordring til danskerne om at acceptere de nye polske landsmænd. Den optrådte i Morsø Folkeblad mandag den 6. april 1970. I en analyse fra signaturen ahs. blev det opridset, hvilke bevæggrunde de polske jøder havde til at slå sig ned lige i Danmark. På listen var danskernes hjælp til jøderne under besættelsen, det danske socialsystem, den overkommelige rejse til Danmark og et lignende klima.
“Fra de danske myndigheders side har man forsøgt at hjælpe dem på bedste måde, idet man næsten har givet dem stilling som danskere fra det øjeblik, de træder på dansk jord,” lød det.
Til slut afsendte skribenten en direkte opfordring til læserne og polakkerne selv:
“Vore nye landsmænd har ikke brug for medlidenhed, men for at blive accepteret som danskere med de samme rettigheder og pligter, som vi har. Om det så vil lykkes dem at skabe en god og menneskelig tilværelse, beror naturligvis en hel del på deres tilpasningsevne, men også i høj grad på vor indstilling. Og vi skulle nødigt skuffe den tillid, de på forhånd har haft til det danske land og den danske befolkning.”
Vi havde også den polske ABC-bog Elementarz stående i reolen. Vi havde fået den i gave. En gang imellem hev min mor bogen frem for tålmodigt at øve sætninger og ord med mig.
“Lalka, lampa, lustro.”
“Dukke, lampe, spejl.”
“Okulary, lisy, sowy.”
“Briller, ræve, ugler.”
“Kto to? To Ala i Ola. Ala stoi i Ola stoi.”
“Hvem er det? Det er Ala og Ola. Ala står, og Ola står.”
Jeg sagde pligtskyldigt og uden de store følelser ordene højt, mens min mund kæmpede med at efterligne min mors perfekte rul og udtale af de sværeste sammensætninger af konsonanter.
Som barn mærkede jeg tit det polske sprog som en forfærdelig kløe. Alle disse ejendommelige accenter og knudrede konsonantkonstruktioner, der kun fortalte mig én ting: Polsk var et ubrugeligt sprog. En slags grimt, verbalt udslæt, der havde sat sig ætsende på mig. Som jeg ikke kunne komme af med.
Jeg var frygtelig genert og tilbageholdende i det polske, på trods af de indlysende fordele ved at kunne tale det. Med mellemrum fik vi polsktalende gæster i huset fra enten min fars familie, min mors familie eller deres fælles venner. Men i de stunder var jeg ikke meget for at tale med dem på polsk.
Jeg rullede med øjnene, når min mor bad mig om at sige et par ord på polsk over telefonen til min mormor og morfar. Jeg gik i stå efter det indledende “goddag”.
Jeg gemte mig bag korte, afvisende sætninger, selvom jeg udmærket forstod, hvad alle sagde på sproget. Jeg lyttede til min far, min mor, min farmor og alle de andre, mens min egen mærkværdige og ustyrlige trods voksede i mig.
Mit blik var alene rettet mod det danske. Det var sproget, jeg ønskede at tæmme og håndtere til perfektion. Uden fejl.
Jeg stod utålmodigt ventende ved vejkanten hver torsdag, når kommunens bogbus parkerede i vores kvarter. Jeg kom ofte hjem bærende på en kæmpe stak af bøger og tegneserier og læste det hele i højt tempo på mit værelse.
Da jeg blev ni år gammel, sagde jeg det en dag højt til mine forældre. Siden gentog jeg sætningen i forskellige variationer foran dem, foran andre. De havde roligt spurgt mig, hvorfor jeg var så tøvende med at tale polsk. Mit meget direkte svar husker jeg selv som forløsende.
“Mor og far, vi er danskere. Vi bor i Danmark. Her taler man kun dansk. Det vil jeg også. I kan tale polsk til mig. Det må I gerne, men fra nu af vil jeg kun svare jer på dansk.”
Min offentliggørelse af det standpunkt betød, at sådan blev det. Det var min sejlivede revolution, min fuldstændige assimilation. Ultimativt var det også en beskyttelse af mig selv fra det polske. Jeg fastholdt det danske, mens det polske blev revet ned, sætning for sætning.
Ikke mere “Kto to? To Ala i Ola. Ala stoi i Ola stoi.”
Jeg hedder Nathalie. Et navn, som mine forældre valgte, fordi det havde en global klang. Det kunne bruges over hele verden, lød deres optimistiske ræsonnement.
Men jeg boede i denne jyske by, hvor folk ikke flyttede meget på sig. Her var der et begrænset udsyn til marker, og den grundtone, indbyggerne talte efter, havde jeg ikke gehør for.
Hadsten var et sted, hvor man ikke kom langt med at lege verdensborger op gennem 80’erne og 90’erne. Mine brune øjne, mit mørke hår og dette navn, som ikke mindede om noget, andre piger havde på de kanter, var en devalueret valuta. Jeg kunne ikke bruge det til særlig meget. Mine simple argumenter lød, at det her var bedre at hedde Mette, have blå øjne og et fladt, leverpostejsfarvet hår, spille håndbold, bo i et parcelhus med Sodastream-maskine på køkkenbordet og Kim Larsen på kassettebåndet.
I perioder var jeg nærmest besat af tanken om at hedde noget andet og spise dansk mad.
Jeg elskede at komme hos min klassekammerat, hvor vi fik makrel med mayonnaise eller spegepølse med remoulade og ristede løg på rugbrødsmadderne.
Jeg tilbragte timer hos min naboveninde, hvor vi sneg os til at spise hindbærroulade og citronmåne, som hendes far altid havde stående i køkkenskabet.
For mine venner var det mad, for mig var det attraktivt, fordi det var dansk.
Hjemme hos os havde vi min mors klassiske plader med Mozart stående, der var saltede agurker i glas i køleskabet og suppe til middag.
Jeg noterede nidkært samtlige detaljer i de danske hjem, jeg kom i. Jeg var fra børnehøjde en autodidakt antropolog, der nærstuderede danskerne og deres liv.
Hvordan så lamperne ud? Hvordan dækkede danskerne bord? Hvad var hygge, og hvordan tog den sig ud konkret? Hvad var ritualerne? Hvilke ord blev brugt om hvad? Hvordan var tonen?
Jeg ville forstå det hele, se det hele.
År for år fik jeg med det mentale detektivarbejde effektivt skubbet det polske væk. Min mund ville solid dansk. Æ, ø og å, tak.
Frikadeller, leverpostej og røde pølser, tak.
