En sang (Piosenka)
Atter vandrer vi i det varme land,
på havets malakitgrønne eng.
(På vejen tilbage dør fuglene
på skillevejene mellem appelsintræerne).
På de gråviolette enge
slår himlen de flydende søjlegange op.
Landskabet siver blødt ind mellem øjenlågene,
får saltet til at størkne på de nøgne læber.
Men om aftenen kærtegner natten havet
med blide bølgekamme i bugternes strømme.
Sommeren bruser som bløde pæretræer,
der er brændt af vindens nælder.
Foran perlefontænerne
strør natten stjernernes druer.
Atter vandrer vi på den varme jord,
atter vandrer vi i det varme land.
1938
Oversættelse: Bent Christensen
Jeg åbner dig den gyldne himmel… (Niebo złote Ci otworzę…)
Jeg åbner dig den gyldne himmel,
hvis hvide spind gør alting tyst,
som var det en stor nød af lyde,
der brister for at vinde liv
med mange fine grønne blade,
med søers sang og skumrings klange,
i fuglegry
den hvide frugt.
Den faste jord jeg vil forvandle
til svinemælkens*) bløde flugt,
af tingene uddrage skygger,
der spænder ryggen som en kat
og vikler pelsens gnisthår sammen
til stormes farver, blades hjerter,
til hvide fletninger af regn.
Og luftens skælvende lysstråler,
som engle-tagrør gjort af røg,
for dig bli’r langstrakte alléer
af birketræers bævresang,
til sidst det lyder som en cello,
der klager lyst med rosentoner,
som biers vingers salmesang.
Når blot du vil fra mine øjne
borttage dette smertens glas
med billedet af hvide knogler,
der svømmer i en eng af blod.
Tag bort den tid med invalider,
skjul gravene med floders dække,
børst for mig krigens støv af håret,
fra vredens tider
det sorte støv.
15 VI 1943
(* Svinemælk (polsk: mlecz) er en planteslægt, hvis gule blomster bliver til frø med snehvide fnok (duske af tynde hår der sidder på frøet hos planter med vindspredning).
Oversættelse: Bent Christensen
IP 114-115 2021
