Kieslowski var en berømt, prisvindende og højt værdsat filmskaber, et kraftcenter i europæisk film. Allerede i sin kandidatgrad afhandling, skrev han, at kun den mand, der er ærlig kan gøre en ærlig film. Og det holdt han. Hans film viste os, at han var et anstændigt menneske. Kieslowski var kompromisløs og altid dybt personlig, både med hensyn til tema og i sin filmiske greb.
I Kieslowskis film er en mand ganske alene, og hans levetid er reguleret ved en tilfældighed eller ved noget, der er uden for hans kontrol.
Film var for Kieslowski en besættelse. Han blev en ledende personlighed i den polske filmindustri i 70’erne og 80’erne, efter at være blevet uddannet fra filmskolen i Łódź i 1969.
Internationalt blev han kendt med filmen “Amatør” (1979), en satire af politisk filmcensur i hans hjemland. Kieslowski oplevede selv censur, herunder med TV-filmen “Krótki dzień pracy” (En kort arbejdsdag), som blev forbudt.
Hans vigtigste værk omfatter “Dekalog” – ti film, hvor det enkelte films tema er taget fra de ti bud samt den berømte trilogi “Blå”, “Hvid” og “Rød”, baseret på mottoet for den franske trikolore; frihed, lighed og broderskab.
Personligt om Krzysztof Kieslowski (1941 -1996)
Jeg husker ikke meget til, hvordan jeg reagerede, da jeg hørte nyheden om Kieslowskis død, men jeg husker, at en dansk tv-kanal valgte at genudsende hans film, herunder de tre farver Rød, Hvid og Blå, og hele Dekalogseriens ti film. Jeg optog dem alle sammen på vhs-bånd. Det var før dvd’ernes indtog. En overskrift til Kieslowskis film kunne formentlig være “Menneskelivet er underligt”.
Ud over at sætte hverdagens små detaljer på spidsen, var han et geni til at sige store ting på en kort og koncis måde.
Desuden er hans tolkning af de ti bud enestående i filmhistorien, og han har tvistet en del af dem. Buddet om ikke at stjæle, bliver vendt til spørgsmålet – kan man stjæle sit eget barn? Og i filmen om buddet “du må ikke slå ihjel” ses først en ung mand, der af ren kedsomhed og mere eller mindre tilfældigt slår en taxi-chauffør ihjel på en temmelig kikset måde. Hvorefter staten tager stafetten op, og dræber den unge mand – han bliver nemlig dømt til døden igennem hængning. Over dette bud har Kieslowski også lavet en hel spillefilm – eller rettere: Dekalogfilmen er spillefilmen skåret ned til cirka en time. Spillefilmen har den sigende titel: “En lille film om kunsten at dræbe”, og er en foruroligende film om, hvordan kedsomhed kan dræbe i mere end en forstand.
Personligt synes jeg, at mesterværket over alle, er filmen “Blå”. Ud over at være helt usandsynligt flot filmet, og hovedrollen som Julie eminent er spillet af Juliette Binoche, så er musikken vanvittig smuk, og er endog komponeret over Kærlighedens Højsang fra Paulus’ berømte brev fra Det Nye Testamente.
Min yndlingsscene er der, hvor man hører sangen i sin fulde længde, og i det øjeblik, hvor der synges “men størst af dem [tro, håb og kærlighed] er kærligheden”, zoomes der ind på en monitor med det scannede billede af det lille barn i moders mave – hvor farven blå i sine nuancer naturligvis fylder en del. Og vi ved fra filmen, at det er et kærlighedsbarn. Det er så smukt, så smukt.
Juma Kruse
IP 93-94 2016
