Wislawa Szymborska læste polsk og sociologi ved Jagielloński-universitetet i Krakow og arbejdede siden som redaktør på forskellige litterære tidsskrifter, med ansvar for poesi.
Men først og fremmest skrev hun digte. Allerede som barn gik hun i gang, godt hjulpet på vej af sin far, der gav hende lidt lommepenge, hver gang hun skrev ham et digt. Store tykke romaner var det, hun egentlig først drømte om at skrive, men drømmen forsvandt. Måske fordi, siger hun selv, hun var for doven? Wislawa Szymborska debuterede som lyriker i 1945 og udgav i løbet af sit liv 18 digtsamlinger. Udover digte skrev hun essays, anmeldte litteratur, arbejdede som oversætter fra polsk til fransk, lavede sjove og absurde illustrationer i form af tegninger og klippede collager.
Hun modtog Nobels Litteraturpris i 1996, en prestigefyldt pris, som mange kun kan drømme om en dag at få. Szymborska fik den, men det var svært. Prisen gjorde hende verdensberømt, og det havde hun absolut ingen ønsker om at være. I fire år efter begivenheden skrev hun intet, og hun kaldte selv hændelsen ”Den store katastrofe”. For hende var det en katastrofe at skulle færdes på de bonede gulve, i pressens blitzlys, med en hale af spørgelystne pressefolk efter sig. Ligesom det brød forstyrrende ind i hendes forfatterarbejde at hun, som kvittering for Nobelprisen, i en årrække var forpligtet til at rejse på turnéer i hele verden og fortælle om sit forfatterskab og sig selv og svare på alverdens spørgsmål.
Szymborskas digte på dansk
”En kat i en tom lejlighed” på dansk ved Janina Katz & Uffe Harder; Udgiver: Husets Forlag 1996
”Lots hustru og andre kvinder” på dansk ved Janina Katz og Inger Christensen; Udgiver: Brøndum 1982
En kat i en tom lejlighed
At dø – det gør man ikke mod en kat.
For hvad skal en kat stille op
med en tom lejlighed.
Klatre op ad væggene
Gnubbe sig op ad møblerne.
Tilsyneladende har intet ændret sig her,
men alligevel har det forandret sig.
Tilsyneladende er intet blevet rørt,
men alligevel har noget skiftet plads.
Og om aftenen lyser lampen ikke mere.
Man kan høre skridt ude på trappen,
men det er ikke de samme skridt.
Hånden der lægger fisken på tallerkenen
er heller ikke den samme.
Der er et eller andet her der ikke begynder
på sit sædvanlige tidspunkt.
Der er et eller andet her der ikke foregår
som det burde foregå.
Nogen har altid været her,
men er pludselig forsvundet
og er her stadig ikke.
Man har kigget ind i alle klædeskabe.
Gennemløbet alle boghylder.
Trængt sig ind under tæppet og undersøgt.
Endog overtrådt et forbud¨
og bragt uorden i papirerne.
Hvad mere er der at gøre.
Kun sove og vente.
Bare han kommer tilbage,
bare han viser sig.
Så skal han få at vide
at sådan opfører man sig ikke overfor en kat.
Man vil gå hen imod ham,
som om man slet ikke havde lyst,
på dybt fornærmede poter.
Og til at begynde med ingen piben ikke noget
spring.
”Den store katastrofe”
Terroristen står og kigger
Bomben springer i baren kl. tretten tyve.
Lige nu har vi kun tretten seksten.
Nogle kan stadigvæk nå at gå ind.
Og andre ud.
Terroristen står allerede på den anden side af gaden.
En afstand der frir ham for det onde,
og så er udsigten ligesom i biografen.
En kvinde i gul jakke, hun går ind.
En mand med mørke briller, han går ud.
Drenge i cowboybukser, de snakker.
Tretten sytten plus fire sekunder.
Den mindste er sgu heldig, han tager sin motorcykel,
men den højeste af dem, han går ind.
Tretten sytten plus fyrre sekunder.
En pige kommer gående, med et grønt bånd i håret.
Men pludselig skygger bussen, så hun ikke kan ses.
Tretten atten.
Pigen er der ikke mere.
Mon hun var dum nok til at gå ind?
Vi får se, når de engang skal bæres ud.
Tretten nitten.
Næh, der er vist ingen der går ind.
Til gengæld en tyk skaldet mand der kommer ud.
Men det ser ud som om han leder efter et eller andet i lommen,
og klokken tretten tyve minus ti sekunder
går han derind igen efter sine elendige handsker.
Den er tretten tyve.
Tiden slæber sig af sted.
Det må bestemt være nu.
Nej, ikke endnu.
Jo, nu.
Bomben springer.
Nogen kan lide poesi
Nogen –
det vil sige ikke alle.
Ikke engang de fleste af alle, men de færreste.
Regner man skoler, hvor man skal,
og digterne selv, fra,
bliver det to personer per et tusind, omtrent.
Kan lide –
Men man kan også lide hønsekødsuppe med nudler,
Man kan lide komplimenter og farven blå,
Man kan lide det gamle halstørklæde,
Man kan lide at får sin vilje igennem,
Man kan lide at klappe en hund.
Poesi –
Men hvad er poesi for noget.
Mere end ét vaklende svar
på dette spørgsmål er allerede forekommet.
Og jeg ved det ikke, jeg ved det ikke, og jeg holder fast i det
som i et frelsende gelænder.
Oversættelse Janina Katz og Inger Christensen
IP 120-121 2023
