Romanens hovedpersoner Teresia, Katarzyna og Jakub rejser i 1902 fra Galizien til Danmark, fordi de håber og tror på et bedre liv i Danmark end det, de har i Polen. Rejsen til Danmark bliver en fantastisk og på samme tid ubekvem oplevelse. De kommer til at bo på godset Videnlund, hvor de møder en masse andre polske arbejdere. En tysk opsynsmand, hr. Schwartz, holder øje med alle de polske arbejdere, og han udnytter og mishandler de polske arbejdere til det yderste. Flere af de polske kvinder bliver gravide imod deres vilje, og dette bliver løst på forskellige måder, da de polske kvinder ikke kan bruges til det hårde arbejde på godset i gravid tilstand. Teresia møder sit livs kærlighed, Piotr, men det bliver på ingen måde nemt for de to. Generelt bliver livet i Danmark hårdere for de polske arbejdere, end de havde troet. Dårlige leve- og arbejdsvilkår, slavelignende forhold, underbetaling, næsten daglig tæsk og misbrug knuste mange polakkers drøm om et bedre liv i Danmark. Det er først deres efterkommere, der fik det bedre liv.
Bogen kan anbefales for den kan hjælpe os at forstå Ciceros udtryk, at mennesket kan lære af fortiden (latin: historia magistra vitae). Men gør mennesket det? Drømmen om et bedre liv gør at millioner flygtninge og migranter søger i disse dage til Europa. Langt de fleste betaler menneskesmuglere for at fragte dem over havet fra Tyrkiet eller det nordlige Afrika til Europa. De europæiske lande konkurrerer med hinanden om, hvem der kan holde flest flygtninge væk fra deres egne grænser. Pigtrådshegn, tåregas, grænsekontrol, asylstramninger og manglende humanitær hjælp har ikke kunnet stoppe strømmen af mennesker på flugt fra krig, undertrykkelse og fattigdom, men har i stedet skabt kaotiske tilstande mange steder på flygtningenes vej. Mennesket burde være bedre til at lære af fortiden.
Roman Śmigielski
Camilla Stine Simonsen
Uddrag af bogen
De kom frem til Danmark tidligt om morgenen, efter en tur med dampskib på strækningen fra Warnemünde til Gedser. Sejlturen havde været en både fascinerende og skrækindjagende oplevelse på samme tid. Båden havde gynget en del, og mange af passagerne havde kastet op på turen. Teresia havde været en af de få, som havde vist sig at være søstærk, og hun havde nydt turen på det åbne hav. Katarzyna havde været meget søsyg og havde været så bange, at Teresia ikke engang havde kunnet berolige hende. Teresia havde aldrig set Katarzyna så bange. Jakub og Ada havde også været søsyge, og de havde forsvoret, at de aldrig skulle om bord på sådan en båd igen. Heller ikke selvom de skulle hjem til Polen igen. Så måtte de finde en anden vej uden vand, hvis det overhovedet kunne lade sig gøre.
De havde været undervejs i ca. 22 timer, da de ankom, hvis man talte hestevognsturen fra gården og til stationen i Polen med. Da de kom til stationen i Gedser, var der mange hundrede mennesker, og hverken Jakub, Katarzyna eller Teresia vidste, hvor de skulle gå hen, før de hørte nogle opråb lidt tættere på stationsbygningen. Luften var kølig, og Teresia frøs, nu hvor de ikke længere sad tætpakket i en togvogn. Der var næsten koldere her, end der havde været hjemme i Polen. De var selvfølgelig også kommet længere nordpå. Julianna havde skrevet, at der var mindst lige så koldt i Danmark, som der var i Polen, både forår og efterår, mens vintrene normalt var mere kolde i Polen. Om sommeren var der som regel ikke så varmt i Danmark, som der var i Polen. Det regnede også mere i Danmark, og det var ofte lidt mørkt og trist. Teresia var ellers ikke så glad for kulde og regn. Hun kunne bedst lide forår og sommer.
Der var opstillet nogle borde lige foran stationsbygningen, hvor der sad nogle mænd i jakkesæt. Der stod nogle flere mænd i jakkesæt, lige før køerne ved bordene startede, som sørgerede for at vise folk hen til de forskellige borde, så køerne blev nogenlunde lige lange. Ada havde hægtet sig på Teresia, Katarzyna og Jakub. Selvom de var ved at blive vist hen til hver deres kø, så sneg de sig ind i den samme kø, for de fandt hurtigt ud af, at køerne til bordene havde betydning for, hvor de ville blive sendt hen og arbejde Mændene i jakkesæt talte polsk, så de kunne forstå, hvad der blev sagt.
Da de kom frem til manden ved bordet, skulle de aflevere deres fødselsattester. De blev derefter indregistreret, fik nogle papirer med sig og blev vist ud til nogle hestevogne, som var parkerende foran stationsbygningen. De fik en seddel med, hvor der stod Videnlund, som var det sted, hvor de ville blive kørt hen for at arbejde. De mange polakker ville blive kørt til gårde, herregårde, godser og kaserner på Falster og Lolland. Enkelte skulle videre med tog til Fyn, hvor der også var behov for arbejdskraft. Der ville de primært blive beskæftiget indenfor tørvebrug. Teresia havde en voldsom uro inden i sig selv af al den råben og trængsel af mennesker omkring hende. Hun havde svært ved at koncentrere sig, men forsøgte bare at holde fast i Jakub, Katarzyna og Ada, som hun for alt i verden ikke ville blive væk fra.
De ledte efter navnet Videnlund, da de kom ud til de mange hestevogne, som var parkeret foran stationsbygningen. Teresia kiggede sig omkring. Pludselig så hun et ansigt i menneskemængden, som fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen. Kunne det virkelig passe? Var det også ham, Katarzyna havde set på togrejsen, siden hun havde set så foruroliget ud? Teresia hviskede i Katarzynas øre, og Katarzyna måtte indrømme, at det var ham, hun også havde set. Var han taget afsted for sin egen skyld, eller fulgte han efter dem? Det virkede ikke, som om han havde set dem, så måske var det bare et tilfælde, at de var taget afsted samtidig. Det så heldigvis heller ikke ud til, at han gik i samme retning som dem.
Teresia havde endelig fundet den hestevogn, hvor der stod en mand med et skilt, som der stod Videnlund på. Manden gennende dem op i vognen efter at have set de papirer, som de havde fået med af manden i jakkesættet. De ventede, indtil der var kommet seks personer mere, og så kørte de afsted. De kørte på små grusveje langs marker, små huse og gårde, der skød op langs vejen. De var alle spændte på, hvor de blev kørt hen. De talte om deres eventyr på kryds og tværs i vognen og om, hvordan livet i Danmark ville blive.
De andre i hestevognen kom fra andre dele af Polen end Teresia, Katarzyna og Jakub, men de havde alle det til fælles, at de havde fået dårligere og dårligere arbejdsvilkår på de gårde, de havde arbejdet på. De var alle forholdsvis unge i alderen fra 14 år til 22 år. Katarzyna var faldet i snak med en ganske flot fyr, som hed Teos. De kunne næsten ikke få øjnene fra hinanden. Jakub var også faldet i snak med en rigtig smuk pige, som hed Luiza. Turen var vist ikke lige så lang som den hestevognstur, de havde været på i Polen. Kusken havde faktisk givet dem både noget at spise og drikke, så de var livet helt op. De sang et par polske sange og skålede i den flaske brændevin, som de havde fået. De fornemmede allerede, hvor godt de ville få det i Danmark. Det var lang tid siden, de havde drukket alkohol, så det gjorde dem i ganske godt humør. Kusken skålede med dem og sang et par danske sange for dem. De håbede bare, at han havde styr på, hvor de skulle hen, selvom han også havde taget godt for sig af brændevinen.
Teresia syntes, at de kørte i lang tid, og hun var i tvivl, om kusken nu kunne finde vej. Hun fik Jakub til at råbe og spørge ham, men kusken forstod ikke polsk, og Jakub vidste ikke, hvordan han ellers skulle finde ud af, om de var på rette spor. De kørte ad både større og mindre grusveje, og de var slet ikke sikre på, hvor de skulle hen. Kun at stedet hed Videnlund. På et tidspunkt talte de om, at de havde lagt deres skæbne i fremmede hænder, for de vidste overhovedet ikke, hvad det var, de gik ind til, og kunne de overhovedet stole på, at kusken kørte dem derhen, hvor det var meningen, de skulle hen. Heldigvis var de mange, så de havde hinanden at støtte sig til, hvis der gik noget galt.
Kusken sendte lidt mere brændevin om i hestevognen, og efter at de havde kørt længe på en grusvej, så vendte han pludselig om. De var altså kørt forkert et par gange eller flere. De fortsatte rejsen ad den vej, som de lige var kommet fra. Luften var kølig, og Teresia puttede sig ind til Katarzyna på den ene side og Jakub på den anden side. Hun faldt i en dyb søvn, hvor hun drømte noget mærkeligt om nogle babyer og en mand, som hun kyssede med. Hun vågnede med et spjæt, fordi drømmen var så virkelig. Katarzyna sprang nærmest op, fordi hun blev forskrækket over den pludselige bevægelse. ”Hvad sker der, Teresia?” spurgte Katarzyna. Teresia så forvirret på Katarzyna og svarede: ”Ingenting. Jeg drømte bare.” Jakub havde flyttet sig over til Luiza igen, som han sad tæt og talte med. Teresia blev lidt jaloux, fordi hun aldrig havde oplevet, at Jakub havde givet andre end hende så meget opmærksomhed. Hun blev pludselig i tvivl, om hun nu kun havde søskendekærlighed til overs for Jakub og ikke andet. Hun syntes snart, at det var anstrengende, at hun havde tid til at tænke så meget over tingene. Det havde hun ikke haft på gården.
Teresia havde snart ikke lyst til at køre længere. Det var lige før, hun savnede de daglige pligter på gården, efter at have været undervejs så længe. Hendes tålmodighed var ved at slippe op. Katarzyna talte stadigvæk med Teos, som sad på den anden side af hende, så hun talte ikke så meget med Teresia, som så bare var overladt til sig selv og sine tanker. Teresia sad og betragtede de andre i hestevognen. De så søde og venlige ud, men ville nogle af dem blive hendes venner mon. De ville komme til at arbejde samme sted, så hun håbede da, at de ville kunne finde ud af det sammen. Hun smilte til Ada, som sad over for hende, og som også sad for sig selv. Hun så nervøs ud. Teresia syntes, at det var forfærdeligt, at hun havde måttet sælge sig selv for at få råd til togbilletten. Det var godt, at Katarzyna og Teresia havde haft Jakub, som uden videre havde betalt for deres togbilletter også. Han var en god mand, ham Jakub. Teresia så over på Jakub og Luiza igen og følte et lille stik i hjertet. Bare hun nu ikke havde taget fejl.
DRØMMEN OM ET BEDRE LIV – Fra Polen til Danmark,
Forlaget mellemgaard, november 2023, 174 sider
